[Oprindeligt publiceret af Den Kongelige Livgarde]

En skade på Nymøllevej under arbejde med anlæggelse af cykelsti, betød at seks infanterikampkøretøjer måtte køre gennem Lillerød Bymidte.

Det medførte en del skader på kantsten og nylagt asfalt på den omvej, de seks køretøjer måtte køre.


En IKK ved rundkørslen ved Frederiksborgvej og Amtsvej. 
Foto: Tine Lee Hansen.

"Vi er ærgerlige over de skader, som vores infanterikampkøretøjer i går forårsagede i Lillerød Bymidte, men vi er allerede i dialog med Allerød Kommune for at få udbedret skader hurtigst muligt" forklarer presseofficer Thomas Helbro Reimann.


Nogle af skaderne på asfalt og kantsten.
Foto: Mark Kristian Gantzhorn

Når så tunge køretøjer skal køre i trafikken, skal ruten planlægges med Politiet. Dette var også tilfældet i går, hvor det var meningen, at køretøjerne skulle følge Nymøllevej. Men grundet en skade på Nymøllevej, som følge af arbejdet med cykelstien, blev Nymøllevej spærret. Derfor måtte køretøjerne køre ad den skiltede omvej, som betød at de skulle ned gennem bymidten.

"Vi beklager de gener de medfører, men vi er i god dialog med Allerød Kommune for at få rettet op på skaderne".