Nyhedsbrev 1 for PNINFKMP Irak hold 5

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Kære pårørende

Dette nyhedsbrev er det første i rækken til pårørende for soldater i panserinfanteri-kompagniet Irak hold 5. Formålet med nyhedsbrevene er, at holde Jer orienteret om situationen i det sydlige Irak samt informere om, hvordan det går med kompagniet under fremmede himmelstrøg.

Jeg har til hensigt, at udsende et nyhedsbrev en gang om måneden.

Inden jeg fortsætter, vil jeg endnu en gang sige tak for det store fremmøde der var til kompagniets afskedsarrangement lørdag den 5. februar på Antvorskov Kaserne. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at opbakningen fra pårørende er af meget stor betydning. I har vist, at den er til stede. Tak for det.

Jeg håber på en ligeså stor tilslutning til midtvejsarrangementet, som bliver afholdt lørdag den 30. april, ligeledes på Antvorskov Kaserne i Slagelse. Indbydelser bliver sendt ud ikke senere end i starten af april. Den 30. april er dog ikke midt i forløbet, men henset til nogle operative forhold samt at det ikke er ønskværdigt at afholde arrangementet i tilknytning til helligdage, bliver det altså denne dato. Her vil jeg kunne svare uddybende på de spørgsmål, som I måtte have.

Jeg er klar over, at det ikke er nemt at være pårørende til en udsendt soldat. Det er næsten altid sværest at være den der skal blive tilbage. Dels er der nogle der står alene tilbage med alle opgaverne på hjemmefronten. Ligeledes er der en bekymring for, hvordan det nu går i Irak, for man hører jo meget i medierne. Yderligere lider alle et stort afsavn i gennem de 6 måneder udsendelsen varer. Det er en naturlig følelse at have. Jeg kan dog trøste Jer med, at tiden hernede går hurtigt (det håber jeg også, at den gør for Jer) og at 20 % af tiden er gået, når I modtager dette brev. Ligeledes er den sydlige del af Irak, hvor vi løser vores opgaver, meget tæt på at være den roligste del i hele Irak.

Der er nu gået mere end en måned siden de sidste fra kompagniet ankom til Irak. Kompagniet roterede til Irak af tre gange, nemlig den 10., 16. og 17. februar.

Kommandoen blev overdraget fra hold 4 til hold 5 den 17. februar ved en parade, hvor fanen blev overdraget fra den aftrædende bataljonschef til vores bataljonschef oberst Henrik Lyhne.

Siden den 17. februar har hold 5 haft kommandoen, og det har været en spændende tid med mange oplevelser og nye indtryk. Og lad mig slå fast. Alle i kompagniet gør et rigtigt solidt og professionelt stykke arbejde.

Lejren hvor vi bor, også kaldt Camp Danevang, ligger på en større britisk base kaldet Shaiba Log Base cirka 20 kilometer sydvest for Basra.

Camp Danevang er en god og velfungerende lejr. Det er som en lille by med boliger (fabs), cafeteria, posthus, internetcafe, velfærdstelefoner, bibliotek og videotek, købmand (kaldet PX), militærpolitistation, infirmeri, fodboldbane, træningslokale og soldaterhjem. Det er vigtigt at disse ting fungerer, således soldaterne har mulighed for lidt adspredelse, når de nu ikke løser opgaver.

Vejret er behageligt for tiden. Vi har allerede haft omkring de 30 grader, men i øjeblikket har vi om dagen mellem 20 og 25 grader. Om natten er det mellem 10 og 15 grader.

Ind i mellem kommer der en ordentlig regnbyge. Lidt blæst er heller ikke usædvanligt. Inden længe bliver det rigtig varmt hernede, og heldigvis kan vi langsomt vænne os til det. Men varmen skal alligevel nok komme til at føles ulidelig.

Kompagniet har fået tildelt et ansvarsområde, der er sammenfaldende med det der kaldes politisektor 4 (se vedlagte kort). Området er ca. 60 kilometer både i længden og bredden.

Hver en lille firkant man kan se på kortet er en kvadratkilometer.

Mod øst og nord går grænsen til Iran (den lige streg der skærer det sidste a i Al Hartha på vedlagte kort), mod vest og syd går grænsen til andre enheders ansvarsområder. Floden Shatt Al Arab snor sig op igennem midten af området, og det er da også langs denne flod, at de fleste mennesker bor. Hvor mange mennesker der bor her, er vi stadigvæk lidt usikre på, men det er mange hundrede tusinder. Befolkningen er glad for, at vi er til stede i området. Vores tilstedeværelse får dem til at føle sig trygge. De fleste steder hvor vi kommer, vinker folk til os. Vi har dog også været udsat for stenkast enkelte steder fra børn og unge mennesker, men det drejer sig primært om drengestreger. Det bedste vi kan gøre, er at følge disse unge mennesker hjem til deres forældre, for de bliver virkelig vrede på deres børn, når de bliver fulgt hjem af udenlandske soldater. Yderligere laver bataljonen et stort stykke arbejde med hensyn til at informere lokalbefolkningen om, at de ikke skal kaste sten på os.

Langt størstedelen af området er ubeboelig ørken eller vådområder. Her møder vi ikke mange mennesker. De største byer i vores område hedder Al Hartha, Ad Dayr og At Tannumah. Her gennemføres der hver uge sikkerhedsmøder, mellem os og de lokale myndigheder. Problemområder afdækkes og forslag til løsninger bliver fremført.

Et af problemområderne er, at alle irakere er medlem af en stamme. Og nogle gange får man det indtryk, at tilhørsforholdet til en stamme går forud for arbejdet som enten politimand, byrådsmedlem eller soldat. I hvert fald er det ikke bare lige sådan for en politimand, at patruljere i sit eget område. Det kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte politimand, at udøve sin magt mod en person fra sin egen stamme. Så det er vanskeligt at få myndighederne til at arbejde i den rigtige retning. Ligeledes er det heller ikke alle steder, at vi kan samle myndighederne til møder, specielt ikke hvis politimanden og byrådsformanden er fra forskellige rivaliserende stammer. Her må man sige at det irakiske samfund adskiller sig markant fra det danske.

Yderligere går der en stor hovedvej igennem vores ansvarsområde også benævnt Highway 6. Highway 6 fører til Bagdad, og her er virkelig meget trafik. Desværre er kriminaliteten stor i området, og netop på Highway 6 forekommer der en del landvejsrøverier. Derfor fokuserer vi meget på denne hovedfærdselsåre for at skræmme røvere væk. Men da det er et stort område, som vi skal patruljere i, kan vi desværre ikke være alle steder på en gang. Derfor har vi ligeledes en stor opgave med at uddanne både politiet og militæret, således at de selv kan varetage disse opgaver. På længere sigt er det hensigten, at de skal kunne klare det hele selv, så de internationale styrker kan trække sig ud af landet, men jeg tror, at der kommer til at gå lang tid før det sker. Det kommer i hvert fald ikke til at ske inden august måned, hvor hold 5 kommer hjem til Danmark.

Ligeledes har vores statsminister, Anders Fogh Rasmussen, netop været på besøg i Bagdad, hvor han fastslog, at Danmark beholder sine soldater i Irak lige så længe den irakiske regering ønsker det. Så jeg er overbevist om, at når folketinget inden juni skal vedtage et forslag om at forlænge danske soldaters tilstedeværelse i Irak, så bliver det vedtaget med et bredt flertal i folketinget. Det nuværende danske mandat udløber den 1. juni, og det bliver godkendt for 6 måneder af gangen.

Kompagniet har også deltaget i et par store operationer i løbet af den første måned.

Den første operation blev gennemført i byen Al Hartha. To rivaliserende stammer, Geramsha og Halaf, havde i gennem længere tid bekriget hinanden med håndvåben, tunge maskingeværer, panserværnsraketter og morterer. Det havde kostet mange menneskeliv og sårede. Også uskyldige civile mennesker.

Dette kunne vi ikke sidde overhørig, og det blev besluttet at gennemføre en operation med formål at afvæbne disse stammer. Dette er i sig selv en umulig opgave i et så tæt bebygget område, så signalværdien i den massive tilstedeværelse som Multinational Forces (som Danmark er en del af) viste, havde i virkeligheden den største betydning.

Operationen blev gennemført sammen med britiske og irakiske styrker. Vores kompagni havde til opgave at omringe nogle huse, og derefter lade britiske styrker gennemføre selve husundersøgelsen. Samtidig gennemførte 3 britiske infanterikompagnier det samme andre steder i byen.

Mere end 200 køretøjer og 600 soldater deltog i denne operation, og der blev fundet mange våben og en stor mængde ammunition.

Den efterfølgende uge, blev der i Camp Danevang gennemført en fredskonference, hvor de to stammer sluttede fred. Og den holder endnu, her flere uger efter. Så vores arbejde nytter.

Den anden operation som kompagniet har deltaget i foregik 90 kilometer nord for Camp Danevang i en by der hedder Al Qurnah. Her var nogle enheder fra spejdereskadronen (den anden kampunderafdeling i bataljonen) kommet i undertal under beslaglæggelsen af nogle ulovlige våben. De måtte opgive at gennemføre beslaglæggelsen. Flere hundrede danske (herunder vores kompagni) og britiske soldater blev med kort varsel sendt til området. Her blev der gennemført en husundersøgelse mod disse mennesker, der nægtede at lade deres ulovlige våben beslaglægge. Og der blev da også fundet ulovlige våben i huset. Denne gang var der dog ikke problemer med at beslaglægge disse våben.

Igen var signalværdien vigtig. ”Lad være med at modsætte Jer Multinational Forces. For vi er den største stamme i området, og det er os der bestemmer i den sidste ende”.

Dette var det første nyhedsbrev i rækken. Jeg er meget stolt over at være chef for dette kompagni, for alle gør et rigtigt godt stykke arbejde. I har derfor ligeledes grund til at være stolte af Jeres pårørende i kompagniet.

Jeg vil skrive endnu et nyhedsbrev inden midtvejsarrangementet den 30. april.

Med venlig hilsen

Niels-Christian Molter

major

Kompagnichef