[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Royalt besøg i Slagelse

Af: UgeNyt@sondagsavisen.dk i Slagelse

På Antvorskov Kaserne kunne man lørdag glæde sig over royalt besøg, idet regentparret var blandt gæsterne til gardehusarregimentets 391 års fødselsdag.

Traditionen tro blev dagen fejret med gallamiddag for både regimentets egne officerer og inviterede gæster med ledsagere. Ikke mindre end 270 havde takket ja til invitationen – fra Slagelse bl.a. borgmester Lis Tribler og politimester Alex Togo Jensen.

Alle var på plads til kl. 19.05, hvor regimentschefen , oberst John Kidde-Hansen, galant hjalp regentparret ud af Krone-bilen og ledsagede dem til kasernens Teatersal.

Her stod menuen på kold dampet laks med laksemousse, trøffel og jomfruhummer, helstegt krondyrryg med tilbehør og pernod is i nøddekurve, med frisk frugt.

Undervejs med den traditionelle tale for hesten Laura, som forholdt sig standsmæssigt roligt mellem veldækkede middagsborde.

Efterfølgende var der kaffe med tilbehør og udfoldelser på dansegulvet, bl.a. også Les Lanciers!