[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Det er første gang siden anden verdenskrig, at den fornemme britiske hæder går til en dansk soldat. Premierløjtnant Christian Friis fik onsdag det legendariske egeblad overrakt ved en ceremoni i Søjlesalen på Christiansborg.

Tilbage i december 2005 befandt Christian Friis og hans deling fra spejdereskadronen sig i centrum for en stammekrig i det sydlige Irak. Ifølge briterne viste den danske premierløjtnant stor tapperhed, da han besluttede at sende sine folk ind for at løse konflikten, selvom kampene bragede mellem de to stammer, og 14 irakere allerede havde mistet livet. Den danske deling formåede at stoppe kampene og tvinge de to stammer til forhandlingsbordet. Men selvom der var nerver på undervejs, så føler Christian Friis ikke, at han den dag gjorde noget ud over det sædvanlige.

- Vi kunne godt have vendt det blinde øje til, men når danske soldater er udstationeret, så er vi der for at gøre noget. Og for at gøre en forskel, siger Christian Friis.

Det var den britiske generalmajor P.R. Newton fra Princess of Wales Royal Regiment, der overrakte medalje og diplom til Christian Friis.

- Det her er en stolt dag for mig. Vi bestræber os meget på at arbejde sammen som koalition i Irak, og det her er et flot og klart symbol på det samarbejde, siger P.R. Newton.

Torsdag kan du se videoklip fra overrækkelsen på www.fko.dk