[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Svend C. Volden, pensioneret oberstløjtnant, siger farvel til stillingen som HMA (Hærens Militærhistoriske Arbejder).

Jørgen Bro, oberstløjtnant af reserven, cand. mag. og cand.ling.merc., overtager efter Svend C. Volden, dog med den nye titel ”Historiker ved Hærens Operative Kommando”.

Svend C. Volden har bestridt stillingen som HMA siden 2005. Hans arbejde har blandt andet udmøntet sig i udgivelserne ”Hærens Mærkedage” og ”Danske Hærordninger efter 2. Verdenskrig”, der udkom i 2008. Han er imidlertid ikke helt færdig med det historiske. Han fortsætter som historisk projektofficer, indtil aftalen med forsvaret udløber.

Han arbejder for tiden på et omfattende værk, der foreløbig har arbejdstitlen ”Hærens aner”. Værket handler om hærens udvikling fra cirka 1937 til 2008 og forventes tidligst udgivet i 2010.

”Den nye mand” – Jørgen Bro – kommer blandt andet til at arbejde med en beskrivelse af hærens internationale operationer fra 1948 og frem.