Gør dig fortjent!

[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Endelig kom turen, hvor vi skulle gøre os fortjent til at blive husarer og bære H.M. Dronningens kronede navnetræk. Vi fra Livkompagniet startede vores rextur den 23. april 00:01. Vi havde fået at vide, at vi alle ville blive presset på denne øvelse, og at drenge vil blive forvandlet til mænd og piger til kvinder. Vigtigst af alt var dog, at vi blev ved med at være positive og hjælpe hinanden. Som kaptajnen så pænt formulerede det; Det er ikke alle, som skider på dig, som vil dig ondt, og det er ikke alle som hiver dig ud af lortet, som vil dig godt. Herved motiveret til at forblive positive, selvom det føles som om, at befalingsmændene skider på dig. og Det viste sig at være sandt, at selvom vi i øjeblikket blev ekstremt irriterede og trætte, var det den fedeste følelse, da vi var færdige og stod med rexerne i hånden!

Rexturen startede med, at vi blev vækket kl. 6.15 onsdag morgen. Mange havde valgt at sove med uniform på af ren nervøsitet for morgenens strabadser. Ordren lød ”10 min – og så står alle klar udenfor på tre geledder med uniform, basis og rygsæk på”. Herefter blev vi ført op til gymnastiksalen og kontrolleret for ekstra mad, cigaretter osv. Dem, der så havde ekstra slik med, blev pænt givet en sandsæk, som skulle med på turen. Da alle var kontrolleret, gik vi mod våbenkamrene og gjorde klar til kamp, og af sted vi gik.

Humøret var i top, og ved første stop fik vi noget teori omkring patruljetjeneste. Derefter skulle vi ellers i gang med indøvelse af bykamp og rensning af et hus som forberedelse til nattens patrulje og angreb på objekt. Før nattens arbejde tog vi til feltpræsten, hvilket var en rigtig sjov oplevelse, og så fik vi jo alle en lille smule mad (i form af oblater) og alkohol, der satte gang i stemningen. Tilbage gik vi, og så skulle arbejdet starte. Vi begyndte med at overvåge to huse, hvorefter vi angreb huset med fjender i. Adrenalinen pumpede, og på trods af trætheden nærmede sig, blev opgaven fuldført.

Vi gik meget af natten, søvn var der ikke meget af og ej heller mad, men dagen efter fik vi lov til at hvile nogle timer, da vi havde været hurtigere end planlagt.

Efter hvilet fortsatte marchen. Vi var alle overbeviste om, at vi nu skulle lave vandpassage, og spørgsmålene fløj ud af os alle. De fleste var meget spændte, mens nogle få skulle overkomme nogle grænser og vandskræk. Da vi nåede vandet, gik det op for os alle, at vi "bare" skulle ro i en gummibåd. Det var dejligt med et lille pusterum med sjov og ballade i bådene. Endnu gladere blev vi, da vi nåede bredden og så mad! Kasser fyldt med fisk, kartofler, løg og gulerødder ventede os. Vi gik hen til vores ODO og begyndte at tilberede maden - nogen mere succesfulde end andre, men som vi alle fandt ud af; mad er mad, også selvom det er rå kartofler eller koldt.

Maden lagde sig, og nu skulle den berygtede vandpassage overstås! Uniformen blev fjernet, og vi iklædte os regntøj og lavede en karamel ud af rygsæk og basis. Vandpassagen var over en forholdsvis bred å, og alle kom over på den ene eller anden måde. En dykker var til rådighed og hjalp os, dog var et par stykker så uheldige, at de væltede deres karamel, hvilket resulterede i, at deres tøj var knap så tørt som andres. Heldigvis skulle vi videre ud at gå, så vi fik hurtigt varmen igen.

At gå i mørke var udmattende for alle, men vi skulle stadig koncentrere os, for et baghold på et par lastbiler skulle gennemføres. Her fandt vi en tung kasse, der skulle følge os resten af turen. Denne kasse skulle vise sig at indeholde det, som vi havde arbejdet så hårdt for - vores rexmærker!

Efter bagholdet nåede vi vores pick-up og blev kørt til en grusgrav. Ingen havde sovet denne nat, men alle vidste, at vi bare skulle give vores allersidste, for nu gjaldt det gruppekonkurrencen, som både bød på en båre med sanddukke på, pigtråd, roning i gummibåd og kommandokravl, hvor vi anmodede om at blive husarer og sprang i vandet. Konkurrencen sluttede af med en løbetur op på en meget høj bakke, hvor vores kaptajn tog imod os med Asti!

På en sådan tur lærer man virkelig sin gruppe at kende, og man finder ud af, hvad sammenhold og venner er; for hvad gør du uden din gruppe, hvis du ikke længere kan få tasken op alene eller har brug for en støttende hånd, når du skal igennem det kolde vand? Det er her din gruppe og venner hjælper!

Tilbage står vi; en masse husarer med bling på skulderen - trætte, med vabler og sultne, men mest af alt stolte og glade.

”Fremad på ny – lige på og hårdt”