15 år på KFUM Soldaterhjem

I 15 år har en besøg på KFUM Soldaterhjem ved Aalborg Kaserne været synonym med et besøg hos Leif og Solveig.

Nu synger Leif og Solveig sidste vers af salmen på ”Kuffen”. Solveig har fået stillingen som leder af KFUM Orlogshjem i Frederikshavn, og Leif har fået stilling ved en entreprenør, og skifter på den måde KFUMs lille salgsvogn ”Rullemarie” ud med en minigraver.

Vi satte Solveig og Leif i stævne på ”Kuffen” for at se tilbage på 15 år med soldater, veteraner, grillmad og masser af kaffe og kage.

 

-Hvad fik jer til at søge stillingen for 15 år siden?

-Vi ville prøve noget nyt, en anden livsstil. Vi havde fire unger og det ville give en anden dagligdag for dem, fortæller Solveig, - så vi tog til det fjerne Nordjylland, og jeg havde aldrig været i Aalborg, før vi var oppe og se stillingen og stedet.

 

-Vi havde begge to et job, hvor vi kørte tidligt om morgenen, og så var vi hjemme klokken fire om eftermiddagen med ulvetime, så kom ungerne i seng, og næste dag tog vi den én gang til. Så vi ville gerne prøve noget andet.

 

Så i 2005 flyttede familien med fire børn ind i lederboligen i Soldaterhjemmet.

 

Leif fortæller om sjove oplevelser på soldaterhjemmet.

 

- Det gav både sjove oplevelser og skræmmende oplevelser, fortæller Leif, vi har flere gange oplevet midt i aftenandagt og sang, at den yngste på fire år kom ud af badet uden en trevl på kroppen og råbte ”Nu er jeg færdig!”

 

-For hende var det jo en dagligdag, og hun fik en hel masse storebrødre og storesøstre, som hun legede med og sminkede og alverdens ting. Hvor den store på ti år var mere tilbageholdende med alle de nye mennesker. Så de havde hver deres oplevelse, fortæller Solveig.

 

– Der er da nogle gange, hvor de har måtte spise deres aftensmad alene, fordi vi havde travlt om aftenen, men til gengæld var vi altid hjemme, når de havde fri fra skole.

 

-Hvad er det ved arbejdet, der tiltaler jer?

-Det er en del af vores kristne livsstil. Den måde vi gerne vil prøve at være noget for andre mennesker. Vi vil gerne undgå bare at være et spisested, men vi vil gerne lave et sted, hvor man kan komme og hygge sig. Hvor man har lyst til at være med til de ting, vi arrangerer, og hvor man kan komme og tage en snak, fortæller Leif. -Er kæresten stukket af eller er sergenten virkelig dum den dag, så skal man have lyst til at tage en snak med os.

 

Og Solveig fortsætter: - Vi er lidt som forældrenes venner, og vi har lige tid til at lytte, hvis det har været en træls dag. Nogen gange er det lettere at snakke med vennernes forældre end sine egne forældre, og på den måde er vi en omsorgsperson.

 

-Det giver noget at være sammen med de unge soldater. Vi møder folk fra alle lag i samfundet, også dem, der er gået ind i Forsvaret som en sidste chance fordi de er på vej ud på et skråplan, fortæller Solveig.

 

–Vi havde en gut for nogle år siden, der var ved at opbygge et alkoholmisbrug inden han søgte ind som værnepligtig. Ham havde vi en aftale med, at han kunne komme over og sidde hos os hver torsdag, hvis han kolleger skulle i byen. På den måde blev han ikke fristet af stemningen, og så kunne han gå hjem på stuen og i seng, når de var gået.

 

-Vi møder folk fra alle lag i samfundet, fortæller Solveig.

 

Rekreationshjem og behandling af veteraner

-I 2012 til 2013 blev der bygget et rekreationshjem med plads til otte veteraner i tilknytning til soldaterhjemmet. Og det har været en bred palette af personer, der har været forbi. Typisk PTSD ramte veteraner, og typisk med et misbrug, fordi de har forsøgt at selvmedicinere sig ud af PTSD’en, fortæller Solvej.

 

- Nogen har ligget i to år på mors sofa, og når hun har givet op og ikke kan mere, så har vi fået dem, og startet med at bygge dem op fra bunden. Vi starter med at hjælpe dem med at komme ud af sengen, i bad og få børstet tænder. Alt det vi gør af os selv, har vi skulle hjælpe mennesker med at gøre selv.

 

-Det har været super spændende og udfordrende, men det slider på én. Vi lærer dem at kende og holder af dem. Vi lærer deres familier og deres børn at kende. Det er rigtig spændende at arbejde med veteraner.

 

Og Leif afbryder -Og det kan være rigtig hårdt.

 

-Ja, når du ser, at de er nået langt og så taber det hele på gulvet.

 

-Solvej prøvede at sidde med en, der havde det så dårligt, at han bad Solvej om at sige farvel til hans børn, mens de ventede på ambulancen, fordi han var så påvirket af sin PTSD, at hans krop også var påvirket, og han ikke kunne trække vejret.

 

-Det kan også være en veteran, der bare lige skal være her et par uger, for at familien kan få lidt ro og veteranen kan få lidt ro fra børnene, der larmer, fortæller Solvej.

 

-Vi har hentet nogen i deres lejlighed, hvor vi har hjulpet dem med at flytte, fordi de ikke havde et netværk tilbage. Der var kun os til at hjælpe dem, fortæller Leif.

 

Det er hårdt, at have brugt lang tid på at arbejde med en veteran, og han får tilbagefald.

 

Hvad har været det mest givende ved arbejdet?

-Der har været mange gode oplevelser med HRU soldater, der skulle udsendes for første gang, hvor vi har siddet med dem, mens de lavede deres ”sidste vilje”, hvor de skal skrive, hvordan de gerne vil begraves, hvis de skulle dø under udsendelsen, fortæller Solvej.

 

-Der fik vi lov til at sidde med de unge mennesker, der skulle udsendes for første gang. Der åbnede de op, og der fik vi lov til at kigge ind bagved og se en person gøre op med sit liv mens de skriver afskedsbreve, der skal lægges i kuverten.

 

-Jeg havde en soldat, der havde to billeder med. Det ene skulle hans mor have, og det andet skulle jeg have. Det hang på min opslagstavle i mange år.

 

-Jeg tror, at det var ti år efter, at han pludselig kom ind en aften, og der hang hans billede stadig inde på opslagstavlen bag ved en masse tegninger, fortæller Leif.

 

-Og så var der brylluppet vi blev inviteret med til, fortæller Leif, vi var inviteret med til en tidligere beboers bryllup. Der var 28 personer med brudeparret, og brudgommen præsenterede alle gæsterne, og da han når til Solveig, begynder han at græde.

 

-Så sagde han, at hvis ikke vi havde været der, og specielt Solvej, så havde han ikke været der i dag. Og så havde der ikke været noget bryllup.

 

-Så står man lidt der med en underlig fornemmelse, for det havde vi ikke set komme. Men det er rart at komme om på den anden side. Pludselig er der et bryllup, man bliver inviteret med til, og ser, at han havde det hårdt på et tidspunkt, men hans vej blev ændret lidt.

 

-Det var rørende, fordi man pludselig ser, hvor meget man har betydet for et andet menneske, fortæller Solveig.

 

Solveig og Leif modtager Nordic Blue Berets Medal of Honour for deres arbejde med veteraner. Foto: Steen Fynbo Hansen

 

-Det har været hamrende hårdt, og det er ufatteligt mange timer man bruger på det, men det giver energien, når man ser dem, efter de er kommet ud af det, siger Leif.

 

Og så var der den værnepligtige, der spiste 35 kugler is, og gik ud og hoppede på trampolin, fordi han ikke ville gå glip af dagens ret.

 

Og den værnepligtige, solgte sit lange hår og fik sergenten til at klippe sig, og mange andre historier.

 

Hvad er det bedste råd, I kan give til en ny leder, eller et nyt værtspar?

-Lev dig ind i det, men pas på dig selv, når du arbejder med sårbare mennesker, siger Solvej, du skal huske at sige, at du også har dig selv og en familie, som du skal passe for at kunne passe på andre.

 

Vi har begge to været nede med stress, så det sætter endnu mere fokus på, at man skal passe på sig selv i sådan et job.

 

Et lille sted med mere tætte relationer.

Nu rykker Solveig og Leif til Frederikshavn og KFUM orlogshjemmet ved Søværnet. Solveig skal være leder, og Leif har fået arbejde ved en entreprenør.

 

- Jeg har altid sagt, at når stillingen blev ledig, så ville jeg søge den, for jeg syntes stedet er så skønt. Og så vil jeg gerne arbejde med lidt mere tætte relationer. Vi har et stort sted og store værnepligtshold i Aalborg, og i Søværnet er der mindre hold, og du kan nemmere få en relation til hver enkelt, fortæller Solveig.

 

-Nu skal jeg lære et andet sprog. De siger ikke ”javel”, de siger ”halløj” eller noget.

 

-Og jeg skal lære, at det er Solveig, der er alene om at bestemme nu, hvor jeg skal lave noget andet, fortæller Leif. -Jeg har fortalt Solveig, at der kommer til at være en periode, hvor jeg siger "vi", men mener "hende".

 

-Eller som en af vore tidligere ansatte sagde, fortæller Solveig, at "nu får Solveig papir på, at det er hende der bestemmer".

 

 

KFUM Soldatermission har eksisteret siden 1889. Du kan se mere om Soldatermissionen på kfum-soldatermission.dk