Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Den 24. august 1943 detonerede en sprængladning på 28 kilo placeret af modstandsgruppen Holger Danske i Forum på Frederiksberg. Sprængningen af bygningen var med til at fremprovokere et brud på samarbejdet mellem den danske regering og besættelsesmagten.
Forum efter Holger Danske-gruppens sabotage 24. august 1943. Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling
Ventetiden var ulidelig for sabotøren Max Bæklund, som stod alene i Forums udstillingshal og var klar til at antænde sprængladningen.
”Sekunderne tikkede, minutterne tikkede, og jeg bliver mere og mere nervøs. Og så, da der var gået 4 minutter eller sådan noget lignende, så råber jeg: ’Er I der? Er I klar?´” har sabotøren Max efterfølgende fortalt.
Nerverne spillede ham et puds. Han antog et rungende ekko fra sit råb som en bekræftelse fra de andre sabotører. Så tændte han lunten, der var indstillet til to minutter. Derefter skyndte han sig ud af bygningen.
Det var den 22-årige Poul Hansen med dæknavnet Jelly, der forsynede modstandsgruppen Holger Danske med britisk sabotagemateriel. Han var uddannet i den britiske organisation Special Operations Executive (SOE) og var den 10. maj 1943 landet med faldskærm i nærheden af Hvidsten ved Randers. I begyndelsen havde han næsten intet britisk materiel, han kunne give modstandsfolkene, men situationen blev bedre i løbet af sommeren.
”Efterhånden som der kom flere forsyninger fra nedkastningsstederne i Jylland og siden også fra øerne, så kunne jeg i stigende grad også forsyne dem med de meget attråede engelske sprængstoffer,” fortalte Jelly ifølge bogen Modstand 1942-43: Samarbejdets fald”.
Holger Danske-gruppens kerne bestod af lederen Josef Søndergaard, der havde dæknavnet Tom, og Povl Ryde Moesgaard med dæknavnet Ewald, Max Bæklund, Gunnar Bjarnason og Preben Jarset med dæknavnet Bob. De var dristige i deres valg af sabotagemål, men amatører når det kom til at håndtere sprængstof. Deres mål var at få samarbejdspolitikken til at kuldsejle, så Danmark kunne blive en allieret nation og yde sit til at besejre Tyskland. Samme mål havde SOE’s chef i Danmark Flemming B. Muus.
En rulle med PE2 plastisk sprængstof, æske med tidsblyanter og hylster til detonatorer. Farven på tidsblyanterne viser, hvor stor deres tidsforsinkelse er. Foto: Nationalmuseet.
I slutningen af august 1943 planlagde tyskerne at tilføre flere soldater til Københavnsområdet og beslaglagde i den forbindelse en række bygninger til indkvartering. Fra en kontakt i Frederiksberg Kommune fik Tom underretning om, at tyskerne skulle til at indrette udstillingsbygningen Forum til sovesal for 1.500 soldater, der ville rykke ind om aftenen den 24. august. På samme dag indkaldte Tom sine folk til møde.
”Klokken halv elleve blev gruppen trommet sammen (på Nyvej 10). Jeg forelagde en plan, der gik ud på følgende: Forum måtte sprænges i dag. Vi måtte prøve at komme ind i middagspausen,” fortalte Tom om sabotageaktionen.
Ved 13-tiden fordelte sabotørerne sig omkring Forum. Tom, Ewald og Max skulle klædt ud som håndværkere trænge ind i Forum og holde bygningens inspektør og kontrollør op med pistoler samt placere de 28 kilo engelsk plastisk sprængstof, der var anbragt i en uskyldigt udseende ølkasse, midt i bygningen. Gunnar var lige uden for bygningen for at observere, mens Bob holdt i en taxa med en maskinpistol, hvis tyskerne skulle vise sig.
Josef Søndergaard (1906-1946) med dæknavnet ”Tom” var leder af Holger Danske-gruppen, der gennemførte sabotageaktionen ved Forum. Han kom alvorligt til skade og døde i 1946 som en følge af eksplosionen. Foto: Frihedsmuseet.
Tom overraskede bevæbnet med en pistol inspektøren på sit kontor tæt ved Forums hovedindgang.
”Han gjorde mægtigt vrøvl og ville åbenbart prøve at lave numre. Jeg advarede ham skarpt og rådede ham til at passe på, da der ville blive skudt,” har Tom fortalt.
Ewald havde taget sig af kontrolløren, der tog det mere roligt. De mødtes med Max, som havde placeret ølkassen med sprængstof på det planlagte sted og forklarede inspektøren og kontrolløren, hvad der skulle ske. Udenfor åndede alt fred og ro. Jelly, der ifølge sin instruks fra SOE ikke måtte deltage i sabotageaktivitet, observerede aktionen fra et gadehjørne. Han havde instrueret HolgerDanske-gruppen, så godt han kunne. Nu var det op til de relativt uerfarne sabotører at håndtere sprængstof og lunte korrekt.
Inde i Forum spurgte den genstridige inspektør sabotørerne, om han måtte hente nogle ting på sit kontor. Tom og Ewald aftalte med Max, at de gik op på kontoret med inspektøren og kontrolløren, og at Max skulle vente med at tænde lunten til, de var færdige og havde forladt bygningen. Desværre var de to medarbejdere i Forum sløve til at samle deres ting på kontoret sammen. Kontrolløren spurgte, om han kunne nå at drikke en halv øl, han havde stående, hvilket Ewald lod ham gøre. Denne ventetid blev fatal. Nerverne overmandede Max, der stod i udstillingshallen uden at kende til forsinkelsen. Han tændte lunten og skyndte sig ud.
Oppe på kontoret fornemmede Ewald, at der var noget galt. Han gik ud på trappen og kastede et blik ind i hallen og så til sin store rædsel en rygende lunte. 15 sekunder havde de til at komme ud, vurderede han på luntens længde. De fire mænd styrtede ud af kontoret og ned ad trapperne. Ewald og kontrolløren nåede ud, inden sprængladningen detonerede, men værre gik det Tom.
”Da vi befandt os her på vej ned i hallen, skete pludselig eksplosionen. Jeg hørte den ganske vist ikke, men jeg husker, at jeg pludselig så murene revne. Derefter blev jeg kastet en halv meter henad af gulvet, mens murbrokkerne, regnede ned,”har han senere fortalt.
Groggy og blødende fra en flænge i ansigtet kom Tom ud af Forum. Chokerede tog Max og Ewald imod ham og fik ham bakset op på en cykel. Ewald kastede en jakke over hovedet på Tom, og han og Max trak afsted med deres sårede leder på hver side af cyklen. Det var besværligt for dem at komme væk, for folk strømmede til fra alle sider. De måtte gå ind i en tilfældig opgang og trænge ind i en lejlighed hos et ældre ægtepar, hvor de gemte sig. Tom havde stærke smerter i ryggen og døde i 1946 som følge af skaderne fra eksplosionen.
Sprængningsstedet inde i Forum. Her antændte sabotøren Max Bæklund lunten til de 28 kilos sprængstof. Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Ud over at sprængningen i sidste ende blev fatal for Tom, var operationen en succes. Alle Forums vinduer blev smadret, og bygningen var gjort ubrugelig som indkvartering for tyskerne. Mange indbyggere i København og på Frederiksberg var begejstrede over aktionen, og i kølvandet på eksplosionen opstod der gadeuorden og slagsmål mellem danskere og tyske soldater. Øverste chef for besættelsesmagten i Danmark, Dr. Werner Best, var netop på vej til Ulvebunkeren i Østpreussen – det nuværende Polen – for at drøfte forholdene i Danmark med Hitler, og sabotagen mod Forum var endnu et tegn på, at han ikke havde styr på situationen. Den kom oven i folkestrejker og uro i Esbjerg, Odense og Aalborg og talrige andre sabotageaktioner rundt omkring i landet. Hitler var så rasende på Werner Best, at han ikke ville mødes med ham. I stedet fik Werner Best strenge ordrer fra den tyske udenrigsminister von Ribbentrop om at stille et ultimatum til den danske regering, der indbefattede indførelse af militær undtagelsestilstand, srtrejke- og forsamlingsforbud og dødsstraf for sabotage og våbenbesiddelse.
Werner Best Rigsbefuldmægtiget i Danmark. Foto: Forsvaret
Den 29. august 1943 meddelte Werner Best ultimatummet til den danske regering, som efter et kort møde med Folketingets vigtigste politikere afviste at gennemføre de tyske krav. Dermed var det lykkedes sabotørerne og de danske SOE-agenter at bidrage til samarbejdspolitikkens fald og vise, at der også var danskere, som gjorde en indsats i de allieredes kamp mod Tyskland.
Kim Thomas Hebsgaard Poulsen, Ingeniørregimentet – ansvarlig for uddannelse og reglementer i sprængningstjeneste i Forsvaret.
Sabotagen udført af modstandsbevægelsen under besættelsen minder mest om den del af sprængningstjenesten, som major Kim Poulsen betegner som ”grove opgaver”, det vil sige. ødelæggelse af objekter på slagmarken – for eksempel af et havareret køretøj, som ikke må falde i fjendens hænder. Dengang var sabotørerne ofte generet af usikre såkaldte tændblyanter, hvis forsinkelse varierede meget efter temperatur, eller slet ikke virkede. Alternativet var lunter (tændsnor), der risikerede at slukke, inden eksplosionen gik af.
”I dag bruger man en træktænder, der er en lille anordning, der giver en gnist ind i tændsnoren, og dermed tænder det,” siger major Kim Poulsen. Metoden er meget pålidelig ifølge major Kim Poulsen.
Til større opgaver benyttes elektrisk antændelse, eller ”non-el”. Non-el er et meget tyndt og fleksibelt plastrør, der på indersiden har lidt sprængstof og ender i en detonator. Det kan benyttes som forbindelse fra tændsted til sprængsted på samme måde, som man i mange år har anvendt et elkabel og el-detonator.
En anden gene ved datidens sprængstof var dets stærke marcipanlugt. ”Vores sprængstof er lugtfrit. Man skal dog beskytte sig mod allergi, så vi bruger engangshandsker, når vi håndterer sprængstof,” siger Kim Poulsen.
”Generelt er sprængstoffet blevet mere sikkert og mere formstabilt og mindre påvirkeligt over for kulde og varme,” konkluderer han om sammenligningen mellem datidens og nutidens sprængstof.