”Det er naturligt, at de nordiske lande i NATO-sammenhæng arbejder sammen og tager ansvar for den nordiske region”

Af Martin Finnedal, Forsvarskommandoen

HONNØR: Hvordan kan vi rent praktisk gøre brug af NORDEFCO til at styrke Norden i NATO?

Carsten Hasenfuss: Mit take er, at NORDEFCO i meget højere grad, end tilfældet er i dag, skal være rammen om at skabe forsyningssikkerhed. At vi er bedre til at opbygge forsvarsindustri på tværs af grænser i det nordiske, så vi bliver stærke på den militære forsyningssikkerhed. Men det handler også om at kunne være meget mere konkrete på for eksempel at overvåge det arktiske område samt at dele oplysninger vedrørende hybride trusler eller cybertrusler. I det hele taget vil der i NORDEFCO være rammer, der åbner for, at vi kan tale meget mere direkte sammen.

Ken Nielsen: NORDEFCO var jo tidligere ikke særlig operativt. Det var et forum, hvor man mødtes og prøvede at koordinere fællesnordiske projekter– med større eller mindre succes. Nu får NORDEFCO en meget større betydning, og det er nu en paraply for mange forskellige aktiviteter, herunder også den militære strategiske planlægning, den militære operative planlægning og den militære taktiske planlægning. Der er virkelig kommet gang i det på alle niveauer, og man taler sammen både på politisk niveau og på strategisk niveau. Forsvarets øverste ledelse i alle de nordiske lande taler tæt sammen, man taler sammen de operative stabe imellem, og man taler sammen på taktisk niveau indenfor de forskellige domæner – det vil sige, værnskommandoerne taler med sine modparter i de nordiske lande. Det samme gør Hjemmeværnet. Vores landsdelsregioner i nord og vest taler sammen med vores svenske modparter.Samarbejdet siver ned hele vejen igennem. Det bidrager til at lave en fælles forsvarsplanlægning, som kan indgå i NATOs regionale planlægning.

HONNØR: Hvad kan det danske forsvar overordnet få ud af samarbejdet i NORDEFCO?

Ken Nielsen: Jeg tror, man får et mere klart syn på, hvad de danske militære opgaver består af, i forhold til de svenske, norske og finske militære opgaver. Det vil man synkronisere, og således vil man kunne støtte hinanden på en bedre måde end tidligere. Det betyder, at det danske forsvar får en mere klar opgave i relation til nærområdet i forhold til før optagelsen af Finland og Sverige i NATO.

Carsten Hasenfuss: Vi vil se et intensiveret samarbejde de nordiske lande imellem på al den industri, der skaber forsyningssikkerhed på det civile beredskab og det militære beredskab.

Ken Nielsen: Ja, svenskerne og finnerne er godt kørende med hensyn til materiel og er jo selvforsynende med blandt andet ammunition. Nu tror jeg, man fra dansk side søger mere robusthed, og der tror jeg godt, man vil kunne se et fremtidigt nordisk samarbejde. Ét oplagt område, og det står for egen regning, kunne være ammunition.

HONNØR: Hvordan er mulighederne for samarbejde i NORDEFCO blevet anderledes, siden den russiske invasion af Ukraine?

Ken Nielsen: På grund af den russiske ageren, senest med invasionen af Ukraine, har man fra dansk side ændret fokus fra at udføre operationer langt væk fra Danmark til, at det danske forsvar nu i langt større grad har et nordisk regionalt fokus. Danmark rækker ud til de andre nordiske lande for at styrke samarbejdet. Qua at russerne er gået ind i Ukraine, og Finland og Sverige bliver medlemmer af NATO, åbner det op for andre muligheder – specielt i relation til det forsvarsplanlægningsmæssige. Også på grund af invasionen i Ukraine har der ligeledes fra svensk politisk side været en ændring i holdningen til samarbejde. Svenskerne har jo tidligere været meget fokuseret på deres neutralitet. Fra svensk politisk side åbner man nu for, på en hidtil uset måde, at dele informationer med de andre nordiske lande. Det er naturligt, at de nordiske lande i NATO-sammenhæng arbejder sammen og tager ansvar for den nordiske region.

Carsten Hasenfuss: Man kunne tro, at det nordiske engagement i NORDEFCO ville blive påvirket negativt af, at Finland og Sverige kommer med i NATO, men det er ikke det, jeg hører, og det er heller ikke den ambition, der bliver italesat. Tværtimod. At vi kommer til at være i den samme alliance åbner for en helt anden type af forsvarsplanlægning de nordiske lande imellem. NORDEFCO indeholder allerede nu dimensioner for samarbejde, for eksempel hvad angår fælles indkøb. Det, jeg hører, er, at et svensk NATO-medlemskab vil kunne accelerere de aktiviteter, der kan gennemføres i NORDEFCO, altså i den nordiske region.

HONNØR: Hvilke konkrete fællesnordiske udfordringer står efter jeres opfattelse øverst på listen?

Carsten Hasenfuss: Jeg tror, at noget af det første, man vil rulle ud som et stort nordisk projekt, er at få et overblik over, hvordan vi overvåger Østersøen og Arktis og de indre farvande omkring de nordiske lande for at kunne imødegå trusler mod den kritiske infrastruktur: Hvordan vi kan dele overvågning og efterretninger. At skabe robusthed i de nordiske beredskaber med særlig opmærksomhed på beskyttelse af kritisk infrastruktur vil man meget hurtigt iværksætte samarbejde om. Der vil være nogle andre områder, som også er vigtige, men de kommer til at afvente en endelig optagelse af Sverige i NATO, før man vil kunne gå ud med dem.

HONNØR: Hvad kan vi overordnet lære af de andre nordiske lande?

Carsten Hasenfuss: På grund af Finlands og Sveriges alliancefrihed har de opbygget et forsvar, der er lidt anderledes end det danske. Hvor vi i høj grad har opbygget et forsvar, der læner sig op af Artikel 5, altså at vi kan regne med, at vi får hjælp, hvis der sker noget med Danmark, og at vi også skal kunne hjælpe andre, så har det ikke været en præmis for Finland og Sverige. De har opbygget forsvar, det gælder alle værn, der er rigtig stærke på Artikel 3, altså landenes evne til at forsvare sig selv. Begge lande har en stor kapacitet til at kunne mobilisere, er stærke på forsyningssikkerhed og har meget kapable forsvarsindustrier. Det er i hvert fald ét område, hvor vi kan lære noget af Sverige og Finland.

Ken Nielsen: Især finnerne er stærke på logistik. De er selvforsynende med mange ting. Noget andet, vi kan lære, især af finnerne, er, at forsvarspolitik ikke stopper ved den militære dimension. Det er hele samfundet, der er tænkt ind. Både civile institutioner og private firmaer. De bliver indarbejdet i forsvarsplanlægningen og får kontrakter med forsvaret med henblik på at kunne støtte i forbindelse med krise og krig.

HONNØR: Giver NORDEFCO mulighed for, at de nordiske lande taler med fælles stemme i NATO? Og i givet fald er det vigtigt?

Carsten Hasenfuss: Først og fremmest er der ingen tvivl om, at NATOs nordfront bliver en kæmpe kapacitet i NATO, for Finland og Sverige kommer ind med store og moderne forsvar og forsvarsindustri. Det sagt, så er det også italesat, at man ikke ønsker, at der skal være en nordisk blok i NATO, men at Finlands og Sveriges medlemskab skal styrke NATO som et hele. Der vil være behov for, at SACEUR (Supreme Allied Commander Europe) gør sig nogle tanker om, hvordan man så skal gøre det, så Norden ikke bliver et isoleret område, men bliver en del af en samlet NATO-forsvarsplanlægning. Pointen er, at det ikke er ønsket, at Norden skal være en blok i NATO, men skal være en del af NATO.

Ken Nielsen: Jeg tror, man skal passe på med at tale om en fælles stemme. Det er selvfølgelig rigtigt, at de nordiske lande så vidt muligt afstemmer deres holdninger indbyrdes, inden man går til NATO-møder, så man ved, hvor man står, og taler i samme retning, men det er ikke én stemme. De nordiske lande taler individuelt. At vi ender med at sige nogenlunde det samme i NATO vil være resultat af samme målsætning og værdigrundlag, og at vi koordinerer sammen.

HONNØR: Danmark er partner i NATO, EU og NORDEFCO. Risikerer vi, at der er for mange organer i spil?

Carsten Hasenfuss: Min opfattelse er, at det, der bliver søgt hen imod, er alle de steder, hvor de organer kan komplementere hinanden og ikke står i kontrast til hinanden. For eksempel handler EU's forsvarsdimension om at skabe et stærkt samarbejde de europæiske NATO-lande imellem, men den helt overordnede ramme for forsvar, det er NATO. NORDEFCO åbner så for nogle særlige muligheder for de nordiske lande. Jeg opfatter ikke, at der bliver italesat, at det er en udfordring, at der er for mange fora. Men det er selvfølgelig vigtigt at finde ud af, hvor der er overlap, og hvor de kan komplementere hinanden.

HONNØR: Vil vi allerede i den nærmeste fremtid se nye og andre samarbejder de nordiske lande imellem? For eksempel hvad angår øvelser?

Ken Nielsen: Der er allerede intensiverede samarbejder om det operative. Man kigger også lidt mere på det øvelsesmæssige. Det er i sin spæde begyndelse, men der er ingen tvivl om, at man er i gang. Blandt andet i forbindelse med NATO-øvelsen Steadfast Defender i 2024 laver man et forstadie, hvor man skal øve i nordisk kontekst, inden selve Steadfast Defender går i gang.

HONNØR: Finland har allerede været vært for en NATO-øvelse (Nordic Forest 23) og oplevet mindre papirarbejde i forhold til transport af folk og materiel i forhold til tidligere. Vil noget tilsvarende i fremtiden gælde for Danmark?

Ken Nielsen: Man er helt klar over, at værtsnationsstøtte i forbindelse med modtagelse og eventuel videretransport af forstærkningsstyrker og logistik er en af de helt store opgaver. Der er grænser, der skal krydses. Det er man meget opmærksom på. Vi har haft det relativt nemt i Danmark, og også i Norge, i kraft af vores NATO-medlemskab. Svenskerne og finnerne skal lige ind i den problematik. De har ikke på samme vis oplevet det aftalekompleks, som man har i NATO: at man i større grad kan krydse grænser uden for meget bureaukrati, selv om det stadig giver nogle udfordringer. Der er nogle NATO-krav, man skal leve op til i den forbindelse. Der ligger et stort arbejde for Finland og Sverige her.

HONNØR: Vil vi i fremtiden se på at bygge fællesnordiske enheder med bidrag fra to eller flere lande? For eksempel hurtige reaktionsstyrker?

Carsten Hasenfuss: Før man går i gang med sådan nogle tanker, så vil man afvente, at Sverige er fuldt optaget i NATO. Herefter skal NATO udgive styrkemål til de fire nordiske lande, og hvis der i det ligger, at der kan opstilles fællesnordiske enheder, så bliver det i den kontekst. Det kan også være, at man vil se rotationsenheder, hvor man har fælles typer af enheder, for eksempel i de baltiske lande, som afløser hinanden. Jeg ser ikke for mig, at man opbygger deciderede fællesenheder. Det er ikke noget, jeg har hørt om.

Ken Nielsen: Umiddelbart taler man ikke om at opbygge fællesnordiske enheder. Det er sådan, at de nordiske lande stiller enheder ind i NATOs styrkestruktur og NATOs nye styrkemodel, og det er så styrker, der i givet fald vil overgå til NATO-kommando. Derudover har man selvfølgelig styrker under national kommando til at løse nationale opgaver. De hurtige reaktionsstyrker vil være nogle, som NATO har. Det vil være dem, som vil blive brugt først i en NATO-kontekst. Problemet er, for eksempel for hærenheder, at det er svært at arbejde sammen, når man kommer under brigade/bataljonsniveau. På bataljonsniveau kan man måske godt forestille sig samarbejdet mellem to bataljoner, for eksempel et svensk-dansk, dansk-norsk, svensk-finsk samarbejde, men mindre enheder end det vil have vanskeligt ved at arbejde sammen, medmindre man er virkelig velintegreret. Det er lidt lettere med det maritime og det luftmilitære, idet det er mere plug and play.

HONNØR: Hvordan vil I helt overordnet, med så få ord som muligt, beskrive det fremtidige nordiske militære samarbejde?

Carsten Hasenfuss: Et samlet Norden i NATO vil styrke mulighederne for at kunne arbejde mere konkret og koordineret og sammenhængende på det nordiske område i regi af NORDEFCO. Det er det, jeg hører fra både Norge og Finland og Sverige.

Ken Nielsen: NORDEFCOs militære dimension skal synkroniseres ind i NATO. NATO er hjørnestenen i dansk og nordisk forsvarsplanlægning. Det er der ingen af de nordiske lande, der vil gå på kompromis med.