”Det første, du skal dræbe, er dit ego”

Tekst og foto: Tue Skals

Hvis du ikke selv er en af de fire finskytter, ville du ikke vide, at de er der. Lydløst bevæger de sig gennem mørke gange i en forladt bygning. Skilte med ordene ’operationsstue’, ’blodprøvelaboratorie’, ’opvågning’, ’ortopædkirurgisk ambulatorium’ fortæller, hvad de mange rum engang blev brugt til.

De fire mænd kommunikerer udelukkende ved hjælp af håndtegn, der ville være kastet forgæves, hvis ikke alle fire mørke skikkelser var udrustet med natkikkert. På få minutter har de afsøgt og sikret en operationsgang på det forladte sygehus midt i Holstebro. Nu mangler de bare at bygge deres rede – et nøje udvalgt sted, hvorfra de kan indrette kombineret observationspost og skydestilling De har udset sig et hjørne af fløjen. Opgaven er at komme uset derhen, indrette stillingen og komme uset væk igen.

”Drømmen er at undervise mere. Jeg kommer ikke til at skyde russere i Bakhmut, men til gengæld kan de ukrainere, jeg har undervist, rejse hjem og bruge det, jeg har lært dem. Det er nok bedre givet ud, end hvis jeg selv lå dernede.”

Multifunktionskikkerten til venstre for riflen er en Jim Compact multifunktionskikkert med infrarød funktion. Kikkerten har en rækkevidde på op til 12 km og kam kommunikere trådløst med andre enheder - eksempelvis skyttens Raptar-afstandsmåler. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Det er halvandet år siden, den sidste patient blev overflyttet til Regionshospitalet Gødstrup. Og mens de tomme bygninger venter på deres fremtidige formål, har finskytter fra hele landet fået lov til at træne fem nætter i et realistisk bymiljø.

”Vi kender bedst miljøer som skov og hede fra Oksbøl og Borris, hvor vi træner oftest. Det er der, vi er absolut bedst. I forhold til bykamp har vi trænet meget i Brikby og andre steder, hvor der er containerhuse, så det kan vi også godt finde ud af. Men når vi får muligheden for at komme ind i en rigtig bygning som her på sygehuset, så er det virkelig noget, der giver god træning,” siger Baune, der er gruppefører i finskyttesektionen ved Slesvigske Fodregiment i Haderslev.

Som altid foregår en øvelse med stor alvor og så realistisk som muligt. At der er krig i Europa tilføjer en ekstra dimension. Baune har selv været med til at træne ukrainske finskytter under træningsmissionen i England, og for ham var det en yderst meningsfuld opgave.

Drømmen er at undervise mere. Jeg kommer ikke til at skyde russere i Bakhmut, men til gengæld kan de ukrainere, jeg har undervist, rejse hjem og bruge det, jeg har lært dem. Det er nok bedre givet ud, end hvis jeg selv lå dernede.

Krigens gang i Ukraine gør også indtryk på Lucas, der sammen med Baune, er en af de fire finskytter, som sniger sig rundt på gangene i det nedlagte sygehus denne nat.

”I Ukraine ser vi tydeligt vigtigheden af at have kontrol over byerne. Der bliver kæmpet meget i både små og store byer. Derfor er det også et klart fokuspunkt for os at træne den slags,” siger han.

SAKO TRG 42 A1 præcisionsriffel med foldbart skæfte. Riflen er kaliber .338. Der er plads til fem skud i magasinet. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Skyttens sind

Det ubetinget vigtigste for en finskytte er selvfølgelig at kunne ramme det, han sigter på. Når fjendtlige soldater skal nedkæmpes, arbejder finskytten med afstande på 500 til 1.200 meter. Ét skud er ofte nok. Skud mod køretøjer og andet materiel kan placeres præcist på op til 2.000 meters afstand. I bund og grund er det et spørgsmål om træning, teknik og det rigtige grej.

”Jeg kan lære alle at skyde. Men jeg kan ikke lære alle at have den rigtige holdning til jobbet. Det kræver mere i hovedet end i kroppen. Du behøver ikke at være den store atlet. Men du skal kunne kontrollere dine følelser, uanset hvilken situation du står i. Hvis du kan det, så har du et godt fundament. Det første, du skal dræbe, er dit ego. Så kan vi lære dig resten,” siger Baune.

Tålmodighed og disciplin er noget af det vigtigste for en finskytte. Det er et af de punkter, hvor Hollywood-film ofte rammer rigtigt. Vi ser, hvordan skytten ligger helt stille med sin riffel i flere timer i bagende sol uden at røre sig det mindste. Heller ikke selv om insekter, slanger og skorpioner kravler på skytten, eller kuglerne flyver om ørerne. Selvdisciplin er vigtigt, konstaterer de danske finskytter. Portrættet af skytten som den ensomme ulv er til gengæld helt forkert.

”De værste film er dem, hvor skytten ligger helt alene og selv beslutter, hvilke mål han vil tage ud. Det er meget langt fra virkeligheden. Vi er altid minimum to, typisk fire. Og vi får meldinger om, hvilke mål der skal skydes på,” siger Lucas.

Slagmarkens skjulte øjne

Finskytter vil typisk befinde sig i det samme terræn som resten af bataljonen. Men hvor infanteristerne moser på og nedkæmper alle fjender på deres vej, så er finskytternes funktion mere ydmyg og defensiv. Baune forklarer, at det er alfa og omega, at de ikke bliver erkendt af fjenden.

”Vi har ikke muligheden for at gemme os bag pansring, så vi er ret lette mål, hvis vi bliver erkendt. Vi er en lille enhed, og vi er ofte meget tæt på fjenden, så selvfølgelig er vi nogle af dem, som fjenden rigtig gerne vil af med. Vi kan med relativt få midler bringe store enheder til standsning.”

Men den helt store gevinst for en bataljon med en solid finskytteenhed, er deres overblik over kamppladsen og deres mulighed for at indrapportere fjendens stillinger og bevægelser. Lige så ofte som de afgiver skud, kalder de artilleri og luft til jord-missiler over fjenden.

Reden

Mens Baune, Lucas og de to andre finskytter fra Haderslev bevæger sig gennem mørket, forbereder de sig mentalt på, hvordan de skal bygge reden, når de ankommer til deres destination: Værelset for enden af gangen med det vindue, der sikrer dem det bedste overblik over byen.

Med sig har de alt det bedste, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har kunnet få fingrene i: Blandt andet en af de bedste rifler og den absolut bedste infrarøde kikker på markedet. Derudover har de en pakket rygsæk med nogle af de billigste ting, der kan købes i Jem & Fix.

De fjerner glasset fra vinduet og erstatter det med en gennemsigtig voksdug, så de med deres termiske kikkert kan se, hvor fjenden gemmer sig på den anden side. Dermed er finskytterne i stand til at skyde gennem vinduet, uden at projektilets bane bliver forstyrret af glasset. De medbringer sort myggenet, som de kan bruge til at dække de hvide vægge bag deres stilling. De har gaffatape, strips og meget andet.

Når det hele er sat op, er de klar til de næste minutter, timer eller dage. Så længe opgaven tager. I nat bliver de fire finskytter dog ikke hængende i reden længe. Hvis de skynder sig at pakke sammen, kan de nå tilbage til start og begynde forfra på en anden af sygehusets mange mørke gange. Måske også en tredje, inden det bliver lyst. Det handler ikke om målet, men rejsen.