Sølandsætningens ABC

Tekst: Mads Rolf Ahrenskjær

Lyset bryder langsomt frem over de høje, tavse norske fjelde langt mod nord. Tavsheden ved den iskolde Burfjord på 70 grader nord er total, men langt ude på vandet begynder en brummende motorlyd at komme tættere på. Fra de små træer 10 meter fra vandkanten kommer en lille gruppe franske soldater frem fra deres skjul i sneen og opstiller deres kommunikationsudstyr, som sikrer dem kontakt med de NATO-fartøjer, der holder sig skjult længere ude i fjordsystemet.

De franske marinesoldater fra Bataillon de Fusiliers Marins Détroyat er tidligere i den kulsorte nordnorske nat blevet landsat nogle kilometer væk og har bevæget sig ned til den strand, hvor de nu, og dækket af en skærm af norske hjemmeværnssoldater gør de klar til at tage imod soldaterne fra det finske kompagni, der skal lande på stranden og infiltrere længere ind i fjeldet på ski.

Mens den brummende motorlyd bliver højere, anes så småt de svage konturer af motorbåde ude i fjorden. Som minutterne går, bliver både lyden og konturerne tydeligere. To svenske angrebsbåde kommer hurtigt ind mod kysten, mens de franske soldater markerer landingspunkterne. 150 meter fra kysten bremser de to både så hurtigt ned, at de forsvinder bag en mur af opstemmet vand, inden de i roligt tempo fortsætter ind mod stenene på kysten og tvinger den stærke bund ned i sandet.

Da bådene har sikker kontakt med landjorden, åbner de den smalle landgang, og dækket af bådenes maskingeværer begynder den første finske deling at bevæge sig henover de store sten og den glatte is med deres tunge udstyr. Den første del af deres opgave er veloverstået. De har nået kysten og kan nu finde skiene frem, hvorefter de fortsætter ind i fjeldene og venter på, at resten af kompagniet kommer i land og slutter sig til dem, så de kan forvirre fjendens styrker og trække dem væk fra hovedlandsætningen længere mod syd.

Kompleks operation

Med en samlet kystlinje på 100.000 kilometer er Norge som skabt til at foretage sølandsætninger. De mange fjorde og store afstande betyder, at der er forholdsvis frit slag for uopdaget at sætte soldater i land med skibe og både. Men bag morgenens amfibieoperation er gået dage og ugers intens forberedelse og planlægning. En succesfuld sølandsætning kræver tæt koordination i flere domæner både i forberedelses- og gennemførelsesfasen. Samtidig er terrænet, timingen og forberedelsen af styrkerne væsentlige faktorer for en succesfuld udførelse af en amfibieoperation.

”En amfibieoperation er den mest komplekse militære manøvre, man kan gennemføre. Der er et utal af faktorer, der spiller ind. Og så skal den land- og sømilitære logik spille sammen. En amfibieoperation eller sølandsætning er altid et kompromis mellem de to faktorer. Så det er meget sjældent, at alle kan blive helt tilfredse,” forklarer orlogskaptajn Johannes Riber fra Forsvarsakademiet, der underviser på Institut for Strategi og Krigsstudier og blandt andet har gennemført Royal Navy Amphibious Warfare Course.

Vi skal nok nå ind til stranden – det er først bagefter, det bliver svært

Orlogskaptajn Johannes Riber, Forsvarsakademiet

På den maritime side betyder det, at de forhold, der er vitale for skibene i vandet, i høj grad definerer de geografiske muligheder for et landgangssted. Her spiller faktorer som vanddybde, strøm, vindforhold, havbunden og en række andre forhold ind på mulighederne. Samtidig skal skibe og fartøjer kunne operere på en sikker måde tæt ved en fjendtlig besat kyst. På den landmilitære side er det andre geografiske faktorer, der har betydning for valget af landgangssted. For at komme videre fra stranden kræver det elementer som vejsomt terræn og hurtig adgang til infrastruktur på land for at gennemføre en sølandsætning optimalt. Men også så forskellige ting som fjendens handlemuligheder og strandens bæreevne for køretøjer kan have betydning og gøre forskellen mellem succes eller fiasko. Derfor skal den slags detaljerede afklaringer også indgå i planlægningen og forberedelsen. Som et gammelt bonmot siger i marineinfanteri-kredse:

”Vi skal nok nå ind til stranden – det er først bagefter, det bliver svært,” fortæller Johannes Riber.

Gamechanger

Landsætning af soldater fra skibe har været et redskab i krige gennem tusindvis af år. Men hvad er det egentlig, sølandsætninger kan i den moderne krig?

”Sølandsætninger eller amfibieoperationer kan grundlæggende to ting. De kan flytte kampen til et helt nyt område på landjorden og dermed ændre situationen på kamppladsen. Og så er de væsentlige i forhold til at erobre eller generobre øer,” siger Johannes Riber.

De fleste er bekendt med luft- og sølandsætningerne under Operation Overlord i Normandiet under 2. verdenskrig, men Johannes Riber fremhæver to andre sølandsætninger til at illustrere sin pointe.

Under Koreakrigens begyndelse i 1950 var FN-styrken og de sydkoreanske styrker under et voldsomt pres fra deres nordkoreanske modstandere. Seoul var faldet tidligt i krigen, og FN-styrken og deres sydkoreanske våbenbrødre kæmpede intenst med at holde Pusan-linjen i det sydøstlige hjørne af Sydkorea. Den øverstkommanderende for FN-styrkerne, den amerikanske general Douglas MacArthur, iværksatte planlægningen af en sølandsætning, der skulle lette presset på de trængte styrker i sydøst og flytte kampen et andet sted hen. Valget faldt på Inchon på den koreanske halvøs vestlige side. I september 1950 blev der gennemført en sølandsætning med 75.000 mand og flere end 250 skibe, der fuldstændig ændrede momentum og situationen i krigen og gav FN-styrkerne og sydkoreanerne initiativet tilbage. Det betød blandt andet, at Seoul blev generobret to uger efter landsætningen.

I forhold til den anden rolle som et instrument til erobring af øer fremhæver Johannes Riber Falklandskrigen. I april 1982 besatte argentinske styrker de isolerede, selvstændige britiske områder Falklandsøerne og South Georgia i det sydlige Atlanterhav med sølandsætninger på øerne. Den britiske regering under Margaret Thatcher mobiliserede en taskforce, der skulle generobre øerne, hvis de politiske forhandlinger ikke bar frugt. Da de diplomatiske bestræbelser brød sammen, stod det klart, at tilbageerobringen af øerne nu afhang af briternes evne og kapacitet til at udføre sølandsætninger. I det tidligere omtalte kompromis mellem hensyn blev der udpeget nogle overordnede landsætningsområder, der skulle undersøges nærmere. Geografien i områderne betød, at kompromiserne blev dyre. De britiske tab af skibe og vitalt kampafgørende udstyr blev høje. Og de landsatte soldater fra Royal Marines, The Parachute Regiment og andre landsoldater måtte slide sig gennem lange marcher med tungt udstyr til fods i et ekstremt og barsk klima. Men operationerne lykkedes, og de britiske styrker kunne 74 dage efter den argentinske besættelse igen rejse Union Jack i Port Stanley efter velgennemførte sølandsætninger 12.000 kilometer hjemmefra.

En amfibieoperation er den mest komplekse militære manøvre, man kan gennemføre.

Orlogskaptajn Johannes Riber, Forsvarsakademiet

Stadig relevant

Men meget vand er løbet i åen siden de to ovennævnte eksempler. Den teknologiske udvikling er gået stærkt. Overblikket over kamppladsen er blevet bedre, og evnen til distancekamp har vundet frem. Spørgsmålet er derfor, om amfibieoperationer stadig har en rolle at spille i en kamp mod en ligeværdig modstander? Det mener Johannes Riber helt klart.

”Ja, det har de. Nogle gange fordi det simpelthen er den eneste løsning. Men det er klart, at der er nogle faktorer, der spiller ind. Luftherredømmet i området er vitalt. Og man skal søge efter de områder, hvor fjenden ikke er fysisk til stede. Udført rigtigt kan sølandsætninger give det element of surprise, der kan ændre en situation,” forklarer orlogskaptajnen og fortsætter.

”Vi kommer nok ikke til at se de store sølandsætninger som før i tiden. Det har vi ikke kapaciteten til nu. Men vi kan givetvis opbygge den igen. Men det er også vigtigt at sige her, at vores modstander jo heller ikke har et armékorps i baghånden, som han kan indsætte mod os, som han lyster.”