Operation Amanda: ”Sådan en idiot, han skal fand’me ikke skyde på mig og min vogn”

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen

”Jeg tror, vi er ramt,” lyder det på sindigt jysk fra køreren i Leopard 1A5-kampvognens undervogn. Hans luge er ikke helt lukket, og han kan lugte røg. Skytten Lise tester hurtigt, om tårn og kanon er funktionsdygtige.

”Så tager jeg tårnet fra side til side og kanonen op og ned. Det hele fungerer,” fortæller Lise i dag.

På vej hen i deres stilling i den højtbeliggende bosniske by Gradačac bliver forenden af kampvognen truffet af en fosforgranat affyret fra enten en bosnisk-serbisk kampvogn eller artilleripjece. Skuddet anretter begrænset skade. Efter at have kontrolleret, at alt fungerer, bobler vreden op i Lise.

”Sådan en idiot, han skal fand’me ikke skyde på mig og min vogn,” tænker hun.

UNPROFOR i Tuzla

Den danske kampvognsdeling deltog i en FN-mission med begrænset mandat, men havde, når beskudt, ret til at tage kampen op. Det var bosniske serbere – en af konfliktens parter – som havde åbnet ild mod danskerne. Det var en modstander, der rådede over kampvogne, panserværnskanoner og artilleri. Det er også sådan en type modstander, danske soldater træner i at møde på slagmarken i dag.

En dansk kampvognsdeling består af tre vogne med fire soldater i hver. I 1994 var en af dem Lise, som var begyndt i Forsvaret som konstabelelev i februar året før. Efter sin grunduddannelse kom hun til kampvognseskadronen ved Dronningens Livregiment i Aalborg. De skulle stille med mandskab til det tredje hold danske kampvogne, som var en del af FN-styrken UNPROFOR. De opererede som en del af en nordisk bataljon i Tuzla-området. Lise var ikke nervøs for at skulle udsendes til Bosnien. “Når man er 21, er man jo udødelig. Jeg havde ikke tænkt på, at det kunne have en konsekvens. Rigtig mange af de andre soldater i eskadronen havde været af sted, og der var ikke sket noget med dem,” fortæller hun.

Konstabel Lise under sin udsendelse til Bosnien. Privatfoto

Observationspost i Gradačac

Om eftermiddagen den 26. oktober 1994 påbegyndte hun og kollegaerne Operation Amanda. Formålet var at oprette en observationspost i byen Gradačac, så FN-styrkerne bedre kunne observere kamphandlinger i området. Gradačac ligger på en højderyg og var under kontrol af bosniske muslimer. Deres modstandere, bosniske serbere, havde stillinger i nærheden, og især sidstnævnte var ikke begejstrede for den planlagte FN-observationspost. Svenske FN-soldater, der forsøgte at etablere posten, blev kraftigt beskudt og måtte trække sig tilbage. Ved 15-tiden blev den danske kampvognsdeling indsat – og hurtigt beskudt. De bosnisk-serbiske soldater, der traf Lises kampvogn med en fosforgranat, skød fra stillinger, der lå mindst fire-fem kilometer væk. Det er normalt uden for en Leopard 1A5’s rækkevidde, men de danske soldater på Hold 3 havde trænet i netop den type kamp. 1A5-kampvognen skulle skyde længere, end den var designet til.

Under den nu meget omtalte kampvognsoperation Operation Bøllebank 29. april 1994 havde det vist sig, at det var vigtigt at kunne ramme mål, der var længere væk end de tre kilometer, som Leopard 1A5’s kanon er designet til at skyde fra. Den erfaring blev givet videre til Hold 3, der inden udsendelsen trænede i at få kampvognskanonen til at skyde længere. Løsningen blev manuelt at omgå skydecomputeren. Delingsføreren Jesper og skytten Lise brugte mange timer på at lære denne specielle måde at skyde på, og de fik også lejlighed til at prøve det under skarpskydninger i Oksbøl.

”Vi lavede ekstremt meget tørtræning, hvor vi sad i kampvognen og øvede kommandoer. Også fordi de afstande, vi skulle skyde på, var ude over den sædvanlige rækkevidde. Vi havde en lille computer, hvor vi tastede forskellige oplysninger ind – blandt andet afstand – og så foreslog den kanonens hældningsgrad. Så var der en libelle, du fik til at spille, så kanonen fik den korrekte elevation. Endelig skulle man tage aftræk og på den måde omgå kampvognens normale skydecomputer, der ikke kunne håndtere så lange afstande,” fortæller Lise.

Kampsigtet i aktion

”Tårnet virker,” melder Lise over radioen. Fosforgranaten har ikke gjort alvorlig skade. Delingsføreren Jesper har identificeret et mål, der ligger 4.200 meter væk. De kører i skydestilling, og Lise udfører sit kampsigte,som går ud på, at man affyrer tre skud på samme lasermålte afstand. Ved andet skud hæver man kanonen en anelse, og ved tredje skud sænker man den igen. På den måde er man ret sikker på at få træf i målet. Lise affyrer tre pansergranater hurtigt efter hinanden. Hun har god støtte fra hjælperen, som er hurtig til at lade kanonen. På den lange afstand kan Jesper ikke med sikkerhed se, om de har ramt noget. Kampvognen forlader skydestillingen og kører til en mere tilbagetrukket position.
”Det er normalt, at du skifter stilling efter at have skudt, for ellers ved fjenden jo, hvor du holder,” konstaterer Lise.

Lises Leopard 1A5-kampvogn efter kampen. Den brunlige plamage er fra fosforgranaten, der har ramt kampvognen. Privatfoto.

Kampvognsdelingen besvarede ilden

Fjendens granater falder rundt om den danske kampvogn. Delingsføreren Jesper formoder, at de kommer fra en kampvogn, der skyder på dem fra en forberedt stilling. Lises kampvogn kører igen frem for at besvare ilden. Med fælles hjælp lykkes det Lise og Jesper at få ram på en fjendtlig kampvogn. Med håndkikkerten observerer Jesper, om Lise træffer, og korrigerer det næste skud, hvis der er behov for det. De udfører også en skydning, hvor Lise indleder med at affyre en røggranat, som de herefter anvender som pejlemærke til de næste skud. Her observerer Jesper træf med brisantgranater i målområdet. Målene er over fem kilometer væk. Lise husker samarbejdet i kampvognen som meget velfungerende. ”Samarbejdet kører bare. Alle gør det, de skal. Om man kalde det perfekt, ved jeg ikke, men der er intet at sætte en finger på.” Også de to andre kampvogne affyrer kanonen. Delingen får elimineret flere af de direkte skydende trusler fra panserværnskanoner og kampvogne, men så indsætter de bosniske serbere artilleri, og de danske kampvogne befinder sig i en endnu tungere granatregn. Næsten samtidig får Jesper en melding om, at der er mulighed for luftstøtte. Nu gælder det om at vise flyene, hvor det fjendtlige batteri er placeret. ”Da flyene nærmer sig, skal vi markere målet for dem. Vi skyder en fosforgranat hen i målet,” fortæller Lise.

Flyene får ikke lov til at bombe. Kort efter kommer der ordre om, at kampvognsdelingen skal trække sig tilbage til deres beredskabsområde. For at undgå flere træffere sker det i høj fart. Kampen har varet i 45 minutter. ”Hjælperen, som har genladt kanonen igen og igen, er helt gennemblødt af sved. Både hans kampskjorte, køredragt og fragmentationsvest er gennemblødt. Han får en trøje af mig, som ikke passer, fordi han er 1,90. Og så får vi en kold cola,” husker Lise.

Det lykkedes aldrig at få oprettet en FN-observationspost i Gradačac, men kampvognsdelingens manøvrer og besvarelse af ilden fra de bosnisk-serbiske stillinger betød, at alle slap uskadte fra kampen. Lise stod for 14 af de 21 skud, som kampvognsdelingen afgav under Operation Amanda. Først i dagene efter fik delingen mere sikre oplysninger om, hvad de havde ramt. De havde nedkæmpet en kampvogn, måske endda to, og en panserværnskanon.

At prøve det en gang var nok

Fordi Lise er kvinde og havde været i kamp, opstod der en del opmærksomhed om hendes person. Blandt andet blev hun ”månedens FN-soldat” i FN-styrkens blad. Hun syntes, at denne opmærksomhed var noget pjat. ”Jeg synes, at det er lige meget, om man er hankøn eller hunkøn. Man skal bare kunne udføre sin opgave,” siger hun. To år efter kampen ved Gradačac var hun klar til endnu en udsendelse. Denne gang som en del af NATO-styrken IFOR i Bosnien. Under forberedelsen fik hun desværre en alvorlig knæskade og besluttede at stoppe i Forsvaret til fordel for en civil uddannelse. Set i bakspejlet havde hun heller ikke appetit på flere kamphandlinger. Gradačac var nok for hende.”Så fik vi prøvet det, og det er langtfra alle, der får den mulighed. Det var det, vi var uddannet til, og det var vores opgave. Så var det fint, og så behøvede jeg ikke at prøve det igen.”