Tidligere værnepligtige skal (igen) kunne genindkaldes til øvelse og krig

Tekst: Emil Arenholt Mosekjær

I starten af ’Soldaterkammerater på efterårsmanøvre’ fra 1961 sidder skolelæreren Knud bag sit kateder og stirrer på et stykke papir, imens en af hans elever står ved tavlen og forsøger at løse et regnestykke.

 

På papiret i Knuds hånd står der, at han er blevet genindkaldt til Hæren. Snart skal han derfor bruge tre uger sammen med sine gamle kammerater på at få banket rust af soldaterfærdighederne, inden det hele afsluttes med en storstilet øvelse med panser, fly og hele pibetøjet.

 

”16!” råber knægten ved tavlen ud af det blå som svar på regnestykket.

 

”Javel!” svarer Knud og springer på benene ved lyden af sit gamle soldaternummer, hvorefter hele klassen begynder at grine.

 

Tanken om at kunne blive genindkaldt til Forsvaret virker nok en anelse fremmed for de fleste yngre soldater, men den vil muligvis være genkendelig for mange af de lidt ældre. Helt frem til midten af 2000’erne var det nemlig en del af den militære værktøjskasse, at man kunne mobilisere en stor styrke af tidligere soldater, som blev hevet ind fra deres civile liv for at supplere kernen af fuldtidsansatte i tilfælde af krig.

 

For at kunne være klar til denne dag var det nødvendigt at holde deres færdigheder ved lige. Så selv om man havde aftjent sin værnepligt, risikerede man i årene efter at blive genindkaldt til øvelsesaktiviteter. I Soldaterkammerater-filmene er det spas og løjer, men baggrunden var alvorlig, for i tilfælde af krig skulle soldater som dem sendes til fronten for at kæmpe og dø.

 

Sammen med Politiet og Beredskabet udgør denne mobiliserede styrke det, man kalder Totalforsvaret. Som navnet antyder, taler det ind i et scenarie, hvor alle dele af samfundet har en brik på spillepladen for at imødegå truslerne mod Danmark. Med afslutningen af Den Kolde Krig i 1991 forsvandt den største af disse, og det samme gjorde politikernes lyst til at opretholde denne omfattende – og dyre – totalforsvarsstyrke.

 

Tiderne havde ændret sig, ikke mindst efter terrorangrebene 11. september 2001, hvorefter danske soldater skulle ud i verden og slås mod irregulære modstandere i lande som Irak og Afghanistan. Med forsvarsforliget i 2005 besluttede man derfor at reducere antallet af soldater kraftigt, nedlægge flere våbengrene og forkorte værnepligten til fire måneder.

 

Med krigen i Ukraine har trusselsbilledet endnu en gang ændret sig, og det samme har Forsvarets opgaver. Derfor er det oplagt at stille spørgsmålet: Hvis vi ikke længere blot skal have en ekspeditionsstyrke til fjerne missioner, men heller ikke skal helt tilbage til Den Kolde Krig, hvordan skal Forsvaret så se ud i fremtiden?

 

Artiklen fortsætter under boksen om, hvad værnepligten gav den nu tidligere bryder og MMA-kæmper Mark O. Madsen:

 

Masse har værdi på slagmarken

Først og fremmest vil værnepligtige igen komme til at spille en større rolle. Det gælder både de aktivt tjenestegørende og de genindkaldte. For hvis krigen i Ukraine har tydeliggjort én ting, så er det, at masse stadig har en værdi på slagmarken. Det fortæller major Torben Toftgaard Engen, der i 2021 skrev rapporten Den nye totalforsvarsstyrke ved Center for Militære Studier.

 

”I en konventionel storkrig er det groft sagt bedre at have 100 mindre præcise artilleripjecer end blot én meget præcis, og det samme kan på sin vis siges om mandskab. Derfor har Forsvaret igen brug for en styrke af genindkaldte soldater, der kan supplere dens kerne af fuldtidsprofessionelt mandskab,” siger han.

 

Men selv om vi igen snakker om en konventionel trussel fra øst, er det vigtigt at understrege, at den aktuelle situation er meget forskellig fra Den Kolde Krigs tid.

 

”Dengang gik Jerntæppet ned gennem et delt Tyskland, og fjenden stod bogstavelig talt ved døren. Danmark var en frontlinjestat, hvor soldaterne forventedes at skulle forsvare landets grænser og nærområde. I dag står fjenden længere væk, og i NATO-regi er Danmark i stedet blevet et opmarchområde,” siger Torben Toftgaard Engen.

 

Det giver nogle andre opgaver, der i mindre grad end tidligere handler om at forsvare selve Danmark. Blandt andet skal vi som en del af vores styrkemål til NATO kunne yde såkaldt Host Nation Support, hvor vi modtager allierede skibe og fly med soldater og materiel, som dernæst skal transporteres gennem landet på deres vej mod øst.

 

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er der allerede nu en trussel om spionage og sabotage mod disse konvojer, såvel som mod resten af Danmarks kritiske infrastruktur, og den vil kun blive øget i tilfælde af en krig. Det kræver mandskab til bevogtning, og da de stående enheder i Hærens 1. Brigade skal sendes østpå i en krigssituation, må andre træde til.

 

”I første omgang kan Hjemmeværnet hurtigt stille med en stor volumen af dygtige folk til at klare det, men da de er frivillige, kan man kun trække på dem i en vis tid. Og som Ukraine viser, har krige det jo nogle gange med at trække ud,” siger Torben Toftgaard Engen.

 

Det er her, Totalforsvarsstyrken af tidligere værnepligtige kommer ind i billedet. Den har en længere responstid, da de først skal genindkaldes, udrustes og have banket støvet af sig. Men herefter kan de gradvist overtage for Hjemmeværnet.

 

Artiklen fortsætter under boksen om, hvad content creator Mia Rasmussen fik ud af, at være værnepligtig:

 

Løsning på nye trusler

For at kunne løse opgaver som denne skal Totalforsvarsstyrken genbygges i de kommende år. Allerede i 2019 blev det blandt andet besluttet, at man fremover skulle kunne genindkalde folk i op til fem år efter deres værnepligt i stedet for de hidtidige tre år.

 

”Jeg tror også, at det er i det lys, man skal se beslutningen her i foråret om at forlænge værnepligten fra 4 til 11 måneder og øge antallet med et par tusind. For dermed vil Totalforsvaret kunne trække på en større base af soldater, som har et højere fagligt niveau,” siger Torben Toftgaard Engen.

 

Ifølge major Adam Buschard, der er militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, er det dog vigtigt at holde sig for øje, at selv om man igen ønsker at styrke Totalforsvaret, betyder det ikke, at der for øjeblikket er planer om, at det skal have samme omfang som i tidligere tider.

 

”Da jeg blev hjemsendt fra værnepligten i 1999, fik jeg et stykke papir, hvor der stod, hvilken enhed jeg skulle stille hos i tilfælde af en genindkaldelse. Her ville vi blive iklædt, udrustet og trænet til indsættelse. Dengang kunne vi stille 60.000 soldater, og i dag ville alene indkøb af våben og materiel til så mange kræve langt flere milliarder, end der er sat af til Forsvaret,” siger Adam Buschard.

 

Som han siger, findes denne omfattende, mobiliserede styrke ikke længere, men det gør ikke så meget, for det er en anden type opgave, Forsvaret forventes at skulle løse i dag.

 

Én er de førnævnte bevogtningsopgaver i forbindelse med Host Nation Support. Der er også stadig en terrortrussel, selv om vi ikke længere taler så meget om den, samt cyberangreb og andre hybride trusler, der kan trække stikket på kritisk infrastruktur, for eksempel vores vandforsyning, elektricitet og internet. Og så har man de senere år erkendt, at samfundet endnu er sårbart over for naturkatastrofer, solstorme og pandemier.

 

Man har de senere år trukket på Hærens fastansatte i løsningen af den slags opgaver, heriblandt grænsebevogtning og sikring af jødiske lokaliteter. Det betyder dog, at de har haft mindre tid til at træne deres kerneopgaver. Her ønsker man, at soldater fra Totalforsvaret fremover skal kunne træde til for at støtte Politiet og Beredskabet. En anden vigtig bidragsyder er Hjemmeværnet.

 

”Under corona var jeg næstkommanderende i Hjemmeværnsdistrikt København, hvor der blev brugt 36.000 frivilligtimer på blot et halvt år. Det er enormt prisværdigt, at så mange er klar til at stille op. Men som samfund kan vi ikke udelukkende være afhængige af folks gode vilje i situationer, der potentielt kræver en omfattende indsats over længere tid,” siger Adam Buschard.

 

Artiklen fortsætter under boksen om, hvad fire måneder som værnepligtig lærte forfatter Morten Pape: 

 

 

Håb for ny værnepligt

I både Finland og Israel har man veludviklede Totalforsvarsstyrker, hvor lovgivningen såvel som arbejdsmarkedet er indrettet, så folk i perioder kan genindkaldes for at træne med deres enheder. Derfor kan begge lande på kort tid stille med en stor styrke af veltrænede soldater.

 

I Finlands tilfælde består den af cirka 900.000 personer, hvoraf kun de 23.000 er fastansatte. Resten er reservister. I december 2023 bragte Honnør et interview med en finsk kampvognsbesætning, som fem gange i løbet af de seneste seks år var blevet genindkaldt fra deres civile liv og sendt på øvelse sammen.

 

Som nævnt tidligere kunne soldater herhjemme også førhen blive genindkaldt for at vedligeholde deres færdigheder – og sådan bør det være igen fremover. Det mener oberst Peer Sander Rouff, der er chef for Landsdelsregion Øst i Hjemmeværnet. Det er her, Totalforsvaret i København, Sjælland, Bornholm og Lolland-Falster organisatorisk hører under.

 

Han blev selv indkaldt til Hæren i 1984, og gennem de første mange år af hans karriere var genindkaldelser en naturlig del af livet som soldat. Han nævner et eksempel fra 1996, hvor han var designeret chef for et hjemsendt kompagni, som blev genindkaldt til 14 dages genopfriskende uddannelse.

 

”Den slags var jo godt forberedt, så tiden kunne bruges på skydebanen og terrænet i stedet for at strande i logistik. Selvfølgelig var det nogle intense uger med friktion og udfordringer. Men jeg husker det også som en god tid, som vi alle havde et soldaterfagligt udbytte af. Jeg har i hvert fald ofte brugt mine erfaringer derfra.”

 

Derfor håber han også, at den slags genindkaldelser bliver en del af den værnepligtsmodel, som man den kommende tid strikker sammen.

 

”Som jeg ser det, har Totalforsvaret en vigtig rolle at spille i opgaveløsningen fremover. Der er stadig udfordringer, og vi er langtfra i mål. Men det er jeg sikker på, at vi nok skal komme,” siger Peer Sander Rouff.