TEKST: Anders V. Fridberg

Honnør: Hvad er Værnepligtsrådets holdning til den kønsneutrale værnepligt?

 

Værnepligtsrådet: ”Det er på tide med kønsneutral værnepligt. Det er noget, Værnepligtsrådet har arbejdet for siden 2015. Der er allerede mange kvinder, der bruger deres værneret, og der er en god andel af kvinder i værnepligten allerede nu. Derfor er det noget, der kan indføres med det samme, fordi det rent praktisk ikke ændrer noget nu.

 

Når vi har spurgt de værnepligtige, hvorfor de ønsker kønsneutral værnepligt, argumenterer de for, at når de laver det samme hver dag, skal de også ansættes på lige vilkår. På længere sigt vil værnepligt for kvinder være et stort skridt for ligestillingen i Forsvaret, fordi kvinderne vil blive behandlet på lige fod med mændene. Værnepligtsrådet mener, at en moderne arbejdsplads bør ansætte mænd og kvinder på lige vilkår.

 

Kvindelige værnepligtige kan også være med til at ændre samfundets opfattelse af, hvad en god soldat er. Når de fleste tænker på en soldat, tænker de på en stor, stærk mand. Men en god soldat er andet og mere end det. Værnepligtsrådet håber, at værnepligt for kvinder kan være med til at vise, at soldater kommer i mange former og med forskellige kompetencer.

 

Værnepligtsrådet håber også, at værnepligt for kvinder vil kunne være med til at sørge for, at der kommer nogle flere kvindelige rollemodeller. Det har vi brug for, for at kunne fastholde kvinder i Forsvaret.”

 

Honnør: Så I køber ikke argumentet om, at Forsvaret ikke er klar til at modtage flere kvinder? Der har jo været en del sager om krænkende adfærd.

 

Værnepligtsrådet: ”Der er mange, der siger, at Forsvaret ikke er klar til at modtage kvindelige værnepligtige, men det gør man jo allerede. Kvinderne kan med den nuværende ordning opsige deres kontrakt med kort varsel, men der er rigtig mange kvinder, der går igennem præcis det samme som mændene, så der er ikke helt hold i at sige, at Forsvaret ikke er klar.

 

Antallet af sager om krænkende adfærd skal selvfølgelig gå i nul. Forsvaret har opsat nogle helt klare retningslinjer for, hvordan man tackler sager med krænkende adfærd. Det er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at der til tider eksempelvis kan forekomme en form for værkstedshumor, som ikke hører hjemme. Vi håber, at det, at der kommer flere kvinder i Forsvaret, kan forbedre dén kultur.”

 

Honnør: Hvad er Værnepligtsrådets holdning til længere værnepligt?

 

Værnepligtsrådet: ”En værnepligt på 11 måneder vil gøre meget godt for Forsvaret, men også for de værnepligtige. Som det er nu, får de værnepligtige og værneretlige kun en lille forsmag på, hvad det vil sige at være soldat, men de får ingen specialisering og ingen forståelse for, hvad Forsvaret er for en organisation. Med 11 måneder vil de værnepligtige få en basal uddannelse på fem måneder og derefter overgå til operativ tjeneste og ikke bare være under uddannelse hele tiden.

 

Vi håber, at alle værnepligtige kan få en følelse af, at de bidrager til noget større, og at deres arbejde giver mening. Det vil også være værdifuldt for Forsvaret, især i forhold til fremtidig tilknytning.”

 

Honnør: Hvad bygger I i Værnepligtsrådet jeres holdning på?

 

Værnepligtsrådet: ”Værnepligtsrådet har spurgt de nuværende værnepligtige om deres holdning til 11 måneders værnepligt. Nogle ville frivilligt have valgt 11 måneders værnepligt, andre ville ikke. Andre igen siger, at de nok ikke havde meldt sig til 11 måneders værnepligt, men at de med den viden, de har efter tre måneders tjeneste, gerne ville have fortsat længere. En del af de værnepligtige er dog bange for, at den operative tjeneste bare bliver vagttjeneste, så det er vigtigt, at man på Forsvarets Dag gør opmærksom på, at det bliver mere end det.”

 

Honnør: Hvad skal der efter Værnepligtsrådets opfattelse til for, at den længere værnepligt kan blive en succes?

 

Værnepligtsrådet: ”Der er selvfølgelig en masse ting, der skal være på plads, inden den 11 måneders værnepligt indføres. Indkvarteringsforholdene skal være på plads, der skal være materiel nok, der skal være uniformer og rygsække i de rigtige størrelser, og så skal vi sikre, at der er nok instruktører til at uddanne de værnepligtige. Det er Værnepligtrådets opråb, for det sejler lidt nu, og det skal der være styr på, inden en 11 måneders værnepligt bliver en succes.

 

Med en længere værnepligt skal der også være ekstra fokus på den psykologiske tryghed. Værnepligtige skal behandles på lige fod med andre. Som kollegaer og ikke bare som en ressource. Det bliver selvfølgelig ekstra vigtigt, hvis de værnepligtige skal være der i 11 måneder og ikke bare i fire.”

 

Værnepligtsrådet er i artiklen repræsenteret af Emil Eir Frederiksen og Sandra Thorshauge.

Værnepligtsrådet

Forsvarsministeriet stiftede Værnepligtsrådet i 1968 som en interesseorganisation for værnepligtige. Værnepligtsrådet befinder sig uden for Forsvarets kommandostruktur, hvilket sikrer at Værnepligtsrådet kan arbejde uafhængigt.