Bomber over Serbien

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen

Klokken 06.00 30. maj 1999 møder major Max Vilhelmsen ind på Grazzanisebasen i Syditalien.

Han skal som den første danske pilot nogensinde bruge bomber mod et fjendtligt mål. Hans nattesøvn har ikke været den bedste, men da briefingerne går i gang, er han rolig og fokuseret. Alt foregår efter procedurer, der er velkendte, og som han er trænet i. Også da han nogle timer senere trykker på den røde knap, og seks bomber falder ned over et kommunikationscenter i det sydvestlige Serbien.

Max Vilhelmsen deltager som chef for eskadrille 730 i NATOs luftkampagne – Operation Allied Force - mod Jugoslavien. Formålet er at få Jugoslaviens serbiske præsident, Slobodan Milosevic, til at standse etniske udrensninger af Kosovos albansktalende befolkning og trække sine styrker ud af den serbiske provins. Slobodan Milosevic er dog mere stædig, end NATO har forventet. Frem for at holde inde med forfølgelsen af civile i Kosovo giver han ordre til Operation Hestesko, hvor serbiske styrker driver op imod en million kosovoalbanere på flugt. NATO svarer igen med at udvide bombeangrebene til også at ramme den serbiske infrastruktur og regeringsapparatet. Men det er en svær balancegang for den vestlige alliance, for samtidig med at bombardementerne skal lægge pres på Slobodan Milosevic, skal de gøre alt for undgå civile tab. Bomberne skal ramme præcist.

Laserstyring eller ”dumme bomber”

Combined Air Operations Center (CAOC) 5, der leder operationerne mod Jugoslavien, har brug for flere fly, der kan bombe, og anmoder om, at de danske F-16-fly, der hidtil kun har haft en luftforsvarsrolle, kan deltage i offensive bombemissioner med præcisionsbomber. Max Vilhelmsen bliver som chef for Eskadrille 730 inddraget i overvejelserne. Danskerne har laserstyrede bomber med til Grazzanise, og han og de andre piloter har hjemme i Oksbøl trænet i at bruge dem mod mål, der er udpeget af forward air controllers på jorden. Desværre kan den metode ikke bruges i Operation Allied Force, hvor NATO ingen styrker har på jorden. Alternativet er ”buddy lasing”, hvor et andet fly belyser målet, som de laserstyrede bomber skal ramme. Danske F-16 kan dog ikke udføre buddy lasing selv, da de endnu ikke har fået det nødvendige system, LANTIRN POD. Max Vilhelmsen er med i drøftelser om, hvorvidt et fly fra en anden nation kan udføre buddy lasing for de danske F-16. Hans holdning er, at buddy lasing er udelukket, med mindre danskerne får mulighed for at træne det inden en skarp mission. Mottoet ”fight as you train” er hans ledetråd for operationerne i Jugoslavien. Det vil han ikke gå på kompromis med. I stedet for buddy lasing anbefaler han, at de danske F-16-piloter anvender metoden Continious Computed Impact Point (CCIP), som alle er rutinerede i. CCIP bruger “dumme bomber” uden laserstyring og er et pendullignende sigte på pilotens head up display.

”Den våbenafleveringsmetode, som man har på F-16, er ekstremt nøjagtig, hvis piloten gør, som han skal,” forklarer han.

Det er ikke muligt at arrangere træning med buddy lasing midt under konflikten, så danskerne kommer til at bruge CCIP med ”dumme bomber”.

F-16-kampfly med seks MK82-bomber sat op i to Tripple Ejector Rack på samme måde, som da major Max Vilhelmsen 30. maj 1999 angreb et mål i det nordlige Kosovo. Foto: Jan G. Jørgensen.

Danske F-16 får offensive missioner

24. maj kommer den første ”air task”, hvor danskernes rolle skifter fra defensive ”combat air patrols” til offensive bombemissioner. Målet er i det sydlige Kosovo, men Max Vilhelmsen må 26. maj annullere angrebet, da han ikke kan se det på grund af skydække. Han afbryder missionen og returnerer til Grazzanise. Danskernes næste mål er i provinshovedstaden Pristina, men NATO afblæser missionen lige inden take-off.

30. maj er Max Vilhelmsen igen på vingerne sammen med en wingman i et andet F-16-fly. Missionen er at bombe et kommunikationscenter i det sydvestlige Serbien. Første punkt i flyveplanen er lufttankning over Adriaterhavet. Med fire missiler, en indvendig og udvendig brændstoftank og tre 500 punds MK82-bomber på hver vinge er F-16-flyet meget tungt og har brugt over halvdelen af flyets brændstof på take-off og 30 minutters flyvning.

Han trykker på den røde knap

Efter et ophold i et venteområde sætter Max Vilhelmsen kursen mod målet. Han spotter nogle på forhånd aftalte fikspunkter og melder det til sin wingman, der bekræfter, at han også kan se dem. Af hensyn til fjendens luftforsvar, der stadig er intakt, må de ikke flyve under 3.000 meters højde. På denne dag er der godt vejr, og målet er synligt. Max Vilhelmsen indleder angrebet og vælger at flyve ind på målet med solen i ryggen, hvilket er den mest fordelagtige angrebsretning. Da han har fundet angrebets initial point (IP), aktiverer han kontakten til våbenkredsløbet. I det samme kommer det pendullignede CCIP-sigte op i head up displayet. Max Vilhelmsen trykker på styrepindens røde knap, da målet er inde i cirklen i pendulet på hans head up display. Hver gang to bomber forlader vingerne, giver det et lille bump i F-16-flyet. Han slipper først den røde knap, da alle seks bomber er afleveret. Så gennemfører wingmanen sit angreb med yderligere seks bomber. Straks efter forlader de to danske F-16-fly målområdet.

”Vi har gjort vores bedste for at udnytte våbensystemet til det, som det er designet til. Om bomberne har ramt; det må de finde ud af på anden vis,” siger han. Hele missionen har han oplevet, som om det var en øvelse. En gentagelse af indøvede procedurer og teknikker.

Major Max Vilhelmsen ved siden af sit F-16- kampfly, da han 30. maj 1999 er vendt tilbage til den syditalienske base Grazzanise fra Flyvevåbnets første bombetogt. Foto udlånt af Max Vilhelmsen.

I de følgende dage kommer der en lind strøm af air tasks med bombeopgaver til de danske F-16. I det næste angreb afleverer de danske piloter 12 bomber. 4. juni er de i gang med planlægningen af endnu et bombeangreb, da en duty officer afbryder dem. ”Nu kan I godt pakke sammen. Det er slut,” siger han. Slobodan Milosevic har givet efter og accepteret NATOs krav.