Isbjørnens natmad

Klokken er 04:20, da filmfotografen Lars vågner til et mareridt. Svenske Lars er sammen med to kolleger i Grønland for at filme hvalrosser. De overnatter i en bygning ejet af Aarhus Universitet ved station Daneborg, hvor Slædepatruljen Sirius har hovedkvarter. Det naboskab viser sig at være heldigt for Lars. Da det er august måned og usædvanligt varmt for årstiden, sover fotografen med vinduet på klem. Hans kolleger sover i rum ved siden af.

Pludselig går det op for Lars, at han ikke er alene. En velvoksen han-isbjørn er trængt igennem vinduet, og den nu meget vågne svensker må med sin arm vægre for sig, da isbjørnen langer ud efter ham. Bjørnen griber med sin pote fast i fotografens arm og skovler hans hånd ind i gabet - og bider til. Med skrig og slag prøver Lars at slippe fri, men bjørnen holder fast.

Sultne isbjørne på strejf

Bjørne omkring Daneborg er ikke et særsyn. Men da der på grund af den varme sommer ingen storis har været, kan de op til 700 kilo store rovdyr ikke - som de ellers plejer - vandre på isen og jage sæler. Slædepatruljen Sirius’ patruljeførere, også kendt som fupper, har i år oplevet et usædvanligt stort antal isbjørne strejfende rundt om Daneborg. Advarslen kommer som regel fra de seks hundegårde. Fupperne har udviklet en evne til at høre forskel på hundenes gøen. Om de er glade eller gået i isbjørnealarm.

”Når det sker, tager vi pistolbælte på og rykker ud ligegyldigt, hvordan vi er klædt.  Så er det alle mand på dæk. Det gælder også om natten. Der er ikke noget, der kan vække en Sirius-patruljefører som allekaldet fra hans radio eller hundenes bjørnevuf,” fortæller sergent Johannes, der er leder af Slædepatruljen Sirius.

Han og hans folk er udstyret med en riffel af typen 53/17 kaliber 30.06 som primært våben til nødværge mod isbjørn.  Riflen har over 100 år på bagen, men da den har vist sig effektiv selv i de mest barske vejrlig, ser patruljen stort på, at den kun er udstyret med korn og kærv.  Som alternativt våben til nødværge har hver patruljefører en pistol af typen Glock 20 med 10 mm ammunition.

Langt væk fra hjælp

Hverken hunde eller allekald  er dog umiddelbart til hjælp for fotografen Lars. Huset, han og hans kolleger overnatter i, ligger 300 meter væk fra Daneborg og de beskyttende hunde.

Råbene og larmen fra overfaldet vækker den første af kollegaerne, som styrter til hjælp. I skyndingen får han hverken gevær eller signalpistol med. Fremme ved vinduet går alvoren op for ham. Han griber han en kost, som han fra fem meters afstand kyler mod isbjørnen. Forgæves. Kollega nummer to har forstået situationens alvor og klargør en signalpistol, som er det mest effektive afskrækkelsesmiddel mod isbjørn. For eksempel er Sirius-patruljeførere mestre i at skræmme isbjørne væk med denne type våben. På Daneborg station går de i spredt orden, hvor knaldskud fra signalpistolen placeres foran isbjørnen for at skæmme den.

Den sårede fotografs kollega gør det bedste i situationen og affyrer signalskud henover isbjørnen, hvorfor den skræmt slipper sit bytte og presser sig baglæns ud af vinduet.  Nu vender den sig mod de to hjælpere. Et nyt signalskud får den dog til at vende om og stikke af. Filmfolkene kalder Sirius over radioen men opkaldet går ikke igennem. I stedet går de op til Station Daneborg, hvor denne uges kokkeansvarlige fup er i færd med at forberede dagens måltider. Kokken aktiverer beredskabet.

Lægehjælp på distancen

Først vækkes ”ældste læge”, der har ansvaret for det medicinske område. Sammen med lederen af slædepatruljen Sirius, Johannes, vurderer han, at skaden på den ilde tilredte hånd ikke er kritisk, men dog behandlingskrævende. Johannes har det overordnede ansvar for stationen og går nu i gang med at undersøge hele den ret så usædvanlige hændelse.

Slædepatruljen Sirius har før været nødt til at dræbe nærgående isbjørne, men det er sjældent, fupperne oplever, at nogen er blevet bidt og såret.

Filmfotografen kommer under behandling på Daneborgs ”skadestue”, hvor man straks har kontaktet Sirius’ tilknyttede læge i Danmark. Med til at behandle er Sirius-patruljefører Lasse.

”Jeg laver en video til lægen i Danmark, som så på den baggrund rådgiver os om medicinering og behandling. Fotografen får antibiotika og en sprøjte mod rabies, men ellers er det største arbejde at rense sårene. På venstre tommel har han en flænge, der er 2 cm lang og 1 cm dyb. På undersiden er der en længere og dybere flænge, der blotter senen,” fortæller Lasse.

Fotografen evakueres

Alle patruljeførere er uddannet til at kunne give en anselig grad af lægelig behandling. Hvis en fup kommer til skade i Nordøstgrønlands nationalpark, kan der gå lang tid, før hjælp når frem, så den første umiddelbare behandling skal kunne gives på stedet.

Fotografen er chokeret over hændelsen og har stærke smerter, men klarer situationen i ro, mens der bliver lagt bedøvelse, og sårene syes sammen. Da det er vel overstået, kan lederen af Sirius gå i gang med at arrangere transport til Island for den svenske fotograf.

”Jeg tager kontakt til Station- og Patruljetjenesten Grønland i Arktisk Kommando. Ifølge vores læge skal fotografen tilses af en læge inden 48 timer. Der er heldigvis mange flyvemaskiner til rådighed, fordi vi er i gang med at genforsyne vores depoter. 12 timer efter, at fotografen blev bidt, landede han i Akureyri i Island med et Twin Otter-fly,” fortæller Johannes og fortsætter: 

”Kirurgerne i Island skønnede, at vores behandling var tilfredsstillende. Så tre dage efter var fotografen tilbage på Daneborg og filme hvalrosser på Sandøen.”  

Problembjørn på tynd is

Her slutter historien om isbjørnen ved Daneborg dog ikke. Ved undersøgelse af det natlige angreb finder fupperne spor, der fortæller, at den har undersøgt flere vinduer, før den fandt et, der stod åbent. Opmuntret af en vis succes vender den de kommende to nætter tilbage til gerningsstedet, hvor den ikke længere finder åbne vinduer og derfor knuser en rude.

Den ihærdige bjørn, fortæller Johannes, er kendt fra fem tidligere episoder. Hver eneste gang har han og hans kolleger, som man skal ved hvert eneste isbjørnemøde, indrapporteret episoden til Grønlands Selvstyre. Den pågældende bjørn bevæger sig nu, om man så må sige på tynd is. 

”Vi har svært ved at skræmme den, og selvstyret giver den derfor status af problembjørn. Det betyder, at vi næste gang må skyde og dræbe, fortæller Johannes.”

Om problembjørnen har forstået beskeden om sin nye status er uklart. Den har i skrivende stund ikke vist sit ansigt ved Daneborg igen.

Artiklen er udgivet i Magasinet Honnør, som husstandsomdeles til Forsvarets medarbejdere. Se det samlede magasin:
Honnør nr. 3, november 2021