André Pugerup Christensen (til venstre), Gardehusarregimentet i Slagelse og Georg Arne Petersen (til højre), Danske Artilleriregiment i Varde modtager Forsvarets medalje for Tapperhed.

André Pugerup Christensen (til venstre), Gardehusarregimentet i Slagelse og Georg Arne Petersen (til højre), Danske Artilleriregiment i Varde modtager Forsvarets medalje for Tapperhed. Foto: Kaj-Ivan Bæk/Forsvaret.

Af Forsvarskommandoen


To danske overkonstabler blev onsdag tildelt Forsvarets Medalje for tapperhed ved en parade på Kastellet. De to er André Pugerup Christensen, Gardehusarregimentet i Slagelse og Georg Arne Petersen, Danske Artilleriregiment i Varde, og de modtog deres medaljer af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou.

De to overkonstabler var begge med den danske styrke i Afghanistan 2006, da den kom i hårde kampe med Taleban i og omkring byen Musa Qala.

Tapperhed


André Pugerup Christensen fik sin tapperhedsmedalje for den 23. juli som fører af et pansret Eagle spejderkøretøj at have ydet en ekstraordinær heltemodig og tapper indsats ved ufortøvet at have bragt sine to sårede besætningsmedlemmer ud af Eaglen, efter at den havde ramt en mine. Dette til trods for, at han selv var ganske medtaget og uden hensyntagen til egen sikkerhed.

Georg Arne Petersen fik sin medalje i forbindelse med vagttjeneste på et hustag i Musa Qala. Huset blev beskudt, og en kollega styrtede gennem taget og ned i huset. Georg Arne Petersen udviste heltemodig og tapper indsats ved uden opfordring eller tøven og under beskydning at forblive på sin vagt uden hensyntagen til egen sikkerhed og med sigtet ild at optage kampen og samtidig tilkalde hjælp. Dette var afgjort medvirkende årsag til den succesfulde videre undsætning af kollegaen.



Påskønnelse


I forlængelse af medaljeoverrækkelsen fik otte andre tildelt Forsvarets Påskønnelse.

Kaptajn Lars Ulslev Johannesen, Gardehusarregimentet og kaptajn Rasmus Amstrup, Jydske Dragonregiment, fik påskønnelsen for fremragende ledelse, kaptajn Lars Hawaleschka Madsen, Flyvertaktisk Kommando, blev påskønnet for hjælp til en såret observatørkollega i Libanon, mens oversergent Michael Ebbensgaard Orsulak, Ingeniørregimentet, sergent Rune Haahr Overgaard, Gardehusarregimentet, overkonstabel-1 Timmi Keller Petersen og Mike Wachmuth, begge Ingeniørregimentet, samt overkonstabel Piet Rantzau, Gardehusarregimentet, alle blev påskønnet i forbindelse med en fremragende indsats i forbindelse med påkørsel af en pansermine.


Forsvarets Medalje for Tapperhed og Forsvarets Påskønnelse overrakt ved parade på Kastellet den 20. juni 2007.

Forsvarets Medalje for Tapperhed og Forsvarets Påskønnelse overrakt ved parade på Kastellet den 20. juni 2007. Foto: Kaj-Ivan Bæk/Forsvaret.