F-35 pilot hilser

Piloten fra Lockheed Martin gør klar til at testflyve et af de danske F-35, som netop er blevet bygget færdigt. 

Af Flyverkommandoen

Snart kommer F-35 til Danmark. Det sker, når flyene i løbet af efteråret lander på Flyvestation Skrydstrup, og det markeres med en officiel modtagelse den 1. oktober på Flyvestation Skrydstrup.

Men inden at det sker, bliver flyene testet af producenten Lockheed Martin på deres fabrik i Texas, USA. Det gælder blandt andet flyets motor, der testes for, om den kan yde det planlagte, mens flyets avancerede sensor-, radar- og IT-systemer ligeledes afprøves på jorden. Derefter flyver testpiloter i alt fire ture på hvert fly for at gennemgå check-lister samt teste, at flyet har de korrekte manøvreegenskaber, og at systemerne virker i luften.

I galleriet nedenfor kan du se en række helt nye billeder af de tre fly, L-008, L-009 og L-010, før og under en af deres testflyvninger:


Når flyene lander i Danmark, laver Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse en danskledet modtagelseskontrol af flyene. Her gennemgås flyene og dokumentationen, så der er overensstemmelse mellem det, Forsvaret har bestilt og det, der leveres.

Danmark har i alt købt 27 F-35 kampfly, der skal erstatte de aldrende F-16 kampfly. De nye og topmoderne F-35 kampfly leveres over de kommende år, og vil efter planen være fuldt implementeret i 2027.

Flyene får base på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, hvor ankomsten markeres ved et First Aircraft Arrival-arrangement. Og det kan du læse mere om her: link.

Fakta om F-35

F-35A Lightning II.

Danmark har i alt købt 27 stk. F-35A.

21 af dem vil operere fra Flyvestation Skrydstrup, mens seks af dem vil have permanet ophold i USA. Her vil de blive brugt til træning, omskoling og uddannelse af nye danske piloter.

Der findes tre forskellige typer af F-35. Der findes en A, B og C version. A-versionen er standardversionen, og det er den, som Danmark har købt.

De nye F-35 kampfly får base på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, hvor de skal flyve og operere fra.

Lockheed Martin.