Jægerkorpset træner undsætning bag fjendens linjer under øvelse Vanguard Rescue. Det kan resultere i lavtflyvende helikoptere og støj i weekenden. Foto: Forsvaret

Jægerkorpset træner undsætning bag fjendens linjer under øvelse Vanguard Rescue 23. Det kan resultere i lavtflyvende helikoptere og støj i weekenden. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Hvis piloter, besætningsmedlemmer eller andre personer pludselig befinder sig på jorden bag fjendens linjer, uden at det var meningen, skal operatører fra Jægerkorpset være klar til at planlægge og gennemføre såkaldt Personnel Recovery.

 

For at være helt skarpe på en sådan opgave gennemfører Jægerkorpset i denne weekend en øvelse på Samsø, hvor de træner alle dele af en undsætningsoperation. Øvelsen sker som led i Flyvevåbnets øvelse VANGUARD RESCUE 23, der netop har fokus på undsætning af isoleret personel.

 

Jægerkorpset er Forsvarets landmilitære specialoperationsstyrke, som med kort varsel kan blive indsat i operationer såvel nationalt som internationalt. Jægerkorpset blev oprettet i 1961 og har gennem de seneste 25 år været indsat i operationer i blandt andet Irak, Afghanistan, Afrika og på Balkan.

 

Jægerkorpset deltager i øvelsen VANGUARD RESCUE 23 for at træne den praktiske del af en undsætning, som foregår på jorden.

 

Det er helt fra planlægning og koordination, til undsætningsstyrken iværksætter og skaber kontakt, verificerer og eventuelt behandler den eller de isolerede personer.

 

”Der er mange faktorer at tage højde for, når der opererers bag fjendens linjer og i nogle situationer med begrænset eller ingen kontakt til dem, der skal undsættes.

 

Man skal bl.a. være helt sikker på, at det er de rigtige personer der undersættes. Derudover kan der være situationer, hvor personerne først skal befries fra fangenskab, hvilket i sig selv kræver en del forberedelse. Undervejs skal det også kunne håndteres, hvis personerne er sårede eller syge. Det vigtige er at have en plan for at få alle sikkert hjem og, at vi er gode til at udføre den.” fortæller major Frederik Hauch Schiøtz, der er stabschef ved Jægerkorpset.

 

I løbet af øvelsen vil operatører fra Jægerkorpset blive indsat og afhentet med helikoptere på forskellige tidspunkter af døgnet forskellige steder i området.

 

Læs mere om øvelsen her: