Forsvarets historie

Lige fra de første gange Danmark er nævnt i historiske kilder, kan man finde antydninger af organiserede hær- og flåde styrker. De officielle fødselsdage for henholdsvis hæren og flåden finder vi i renæssancetiden, hvor Danmark havde fået en stærk kongemagt. Søværnets fødselsdag er 10. august 1510, og Kong Hans regnes for at være dens grundlægger. Hærens officielle fødselsdag er 17. november 1614 og det var Kong Christian den 4., som tog de første skridt til den hær, vi kender i dag.

Enevælden

I 1660 indførte Danmark enevælden, hvor al magt blev samlet hos kongen. Danmark var dengang et stort rige, som både omfattede Norge, Slesvig-Holsten, store områder i Nordatlanten (Grønland, Island og Færøerne) samt små kolonier i Afrika, Asien og Caribien. Det krævede både en stærk flåde og hær og forsvare eller udvide den vidtstrakte danske stat. En af den enevældige konges største opgaver var at skaffe ressourcer nok til hæren og flåden og i krigstid kunne det bringe statens finanser helt i knæ, når konflikterne trak i langdrag. Det lykkedes ikke de enevældige konger, at bevare Danmarks magtposition i Europa, og i 1814 måtte Kong Frederik den 6. afstå Norge til Sverige.

Folkestyre

I 1848 trådte Kong Frederik den 7. tilbage som enevældig monark, og siden har det været op til folkevalgte politikere at beslutte, hvordan hæren og flåden skulle sammensættes. I første omgang var den vigtigste opgave at forsvare hertugdømmet Slesvig fra oprørere og tyske stater i Treårskrigen 1848-51 og fra Preussen og Østrig i 1864. Forsvaret var i længden ikke stærkt nok til uden allierede til at modstå to så stærke magters militær, og Danmark mistede både Slesvig og Holsten.

Polemik om forsvaret

Efter nederlaget i 1864 blev forsvaret en politisk kampplads. Dele af politikerne ville helt afruste Danmark, mens den anden fløj gik ind for et forsvar, der kunne forsvare Danmarks neutralitet. Strategien gik primært ud på, at hæren skulle koncentreres på Sjælland og forsvare sig støttet af fæstningsværker. Flåden skulle blandt andet sikre, at de mobiliserede enheder fra Jylland og Fyn kunne komme til Sjælland. Indtil efter Første Verdenskrig var det danske forsvar relativt stærkt, så en invasionshær skulle bruge store ressourcer på et eventuelt angreb på Danmark. I mellemkrigstiden blev forsvaret udsat for meget kraftige besparelser, fordi den pacifistiske del af Folketinget sad på magten. Så selv om der havde været politisk vilje til at forsvare Danmark, da Tyskland invaderede landet 9. april 1940, var det meget begrænset, hvad den lille hær og flåde, som var tilbage, kunne gøre. 29. august 1943 internerede besættelsesmagten hæren og flådens personel og det danske forsvar var reelt nedlagt indtil efter befrielsen.

Medlem af NATO

Lige siden 1864 havde det været Danmarks politik at være neutral, men det skiftede efter Anden Verdenskrig 1939-45. Først besluttede Danmark at støtte FN’s fredsbevarende operationer og 4. april 1949 underskrev den danske regering Atlantpagten – det vi i dag kender som den vestlige forsvarsalliance NATO. Forsvarets hovedopgave var at forberede sig på et angreb fra Sovjetunionen og dets allierede. Danmark fik del i den amerikanske våbenhjælp til sine vesteuropæiske allierede, og det medvirkede til at genopbygge hæren, søværnet og flyvevåbnet, som begyndte fra år 0 efter 1945. Desuden bidrog forsvaret til en række FN-operationer, hvor missionerne i Gaza og på Cypern var de mest omfattende.

Kort over NATO og Warszawapagten 1955-1986. Danmark var under Den Kolde Krig en frontlinjestat, der i tilfælde af krig ville blive angrebet som et af de første lande. Forsvaret var indrettet som et invasionsforsvar, der skulle holde fjenden stangen, indtil forstærkninger fra allierede kunne nå frem. Grafik: Bjarne Valdemar Jensen / Forsvaret

Større internationalt engagement

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990 var det ikke længere forsvarets primære opgave at være parat til at bekæmpe et fjendtligt angreb på Danmark. De skiftende danske regeringer har siden målrettet forsvaret til at kunne deltage i internationale operationer, hvilket har gjort det danske forsvar til en respekteret international militær samarbejdspartner. De største internationale opgaver har været i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen og i farvandet ved Afrikas Horn.

Nyt fokus på Forsvaret af Europa

I foråret 2014 annekterede Rusland Krimhalvøen fra nabolandet Ukraine og i 2022 invaderede Rusland Ukraine. Det har skabt øget utryghed blandt de NATO-lande, der grænser op til Rusland, og NATO har siden fokuseret mere på Forsvaret af eget område. Det har betydet, at Forsvaret nu i højere grad forbereder sig til kamp mod en ligeværdig modstander, der er udrustet med moderne udstyr og har en uddannelse på niveau med NATOs. I forhold til under Den Kolde Krig 1949-89, hvor Forsvaret også primært forberedte sig på en større krig, har Danmark i dag en mere gunstig placering i forhold til truslen mod dansk territorium. Dengang lå Danmark i tilfælde af krig i frontlinjen, da både Østtyskland og Polen var fjender og allierede med Sovjetunionen, så dansk område ville sandsynligvis omgående blive en krigszone. I dag er Danmark pga. Sverige, Finland, Polen, Litauen, Letland og Estlands medlemskab af NATO omgivet af allierede og venligtsindede lande. Det betyder, at Forsvarets sandsynlige rolle i forbindelse med en konflikt primært vil være at sende militære forstærkninger til vores allierede og sørge for at allierede soldater og udstyr kan passere igennem dansk område.

NATO år 2024. Danmark er ikke længere som under Den Kolde Krig en frontlinjestat. Derfor er dansk forsvar indrettet til at bidrage til afskrækkelse af Rusland i Østeuropa og til at sende forstærkninger, hvis der skulle blive krig. Desuden er det Forsvarets opgave at sørge for, at Danmark er et sikkert transit- og opmarchområde for allierede styrker på vej for at forstærke allierede mod nord og øst. Grafik: Bjarne Valdemar Jensen/Forsvaret.

Desuden løser forsvaret også en række nationale opgaver i Danmark, på Færøerne og på Grønland.