Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677. Søværnets "finest hour" i Danmarkshistorien: En dansk flåde på 27 skibe under admiral Niels Juel slår en svensk flåde på 30 skibe. Svenskerne mistede 8 linieskibe og ca. 4.000 mand. Maleri af Viggo Fauerholt i 1856.

Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677. Søværnets "finest hour" i Danmarkshistorien: En dansk flåde på 27 skibe under admiral Niels Juel slår en svensk flåde på 30 skibe. Svenskerne mistede 8 linieskibe og ca. 4.000 mand. Maleri af Viggo Fauerholt i 1856. 

10. august 1510 udnævnte Kong Hans Henrik Krummedige til ”øverste kaptajn og høvedsmand for alle vor kaptajner, folk og tjenere, som vi nu skikket og forskrevet har at være i søen. Os og vort rige og land til tjeneste mod vore og rigens fjender og uvenner”. Dette dokument regner man som "flådens dåbsattest".

Herredømmet over Østersøen

Danmark var i det meste af 1500-tallet og i begyndelsen af 1600-tallet den dominerede flådemagt i Østersøen. Det var nødvendigt for, at Danmark kunne opretholde sit vidtstrakte rige med Norge, store besiddelser i Sydsverige og Nordtyskland. Samtidig kunne Danmark opkræve den meget indbringende Øresundstold. Kong Christian IV hævdede, at Danmark havde højhedsret over Østersøen – Dominum Maris Baltici. Kongen var dog ikke nogen klog diplomat, og i 1643-45 stod den danske flåde over for både den svenske flåde og hollandske hjælpeflåder. Det resulterede i søværnets største nederlag ved Fehmern Bælt 13. oktober 1644. Danmark måtte i 1645 og 1658 afstå store landområder til Sverige.

Revanche til søs

I den skånske krig 1675-79 og i Den Store Nordiske Krig 1709-20 forsøgte Danmark at erobre de tabte områder tilbage. Flåden klarede sig godt i disse krige. Søofficeren Niels Iuel (1629 – 1697) var en fremragende flådefører. Han ledede flåden under det store søslag 1. juli 1677 mellem Falsterbro og Stevns, hvor den danske flåde vandt en ødelæggende sejr over svenskerne. I det følgende år var han med til modernisere flåden, der havde sin base på Holmen i København. Også Den Store Nordiske Krig fødte en stor søhelt, nemlig Tordenskiold. Det var blandt andet hans fortjeneste, at flåden ligeledes i denne krig trak det længste strå mod svenskerne.

Kun få udrustede skibe

Efter Store Nordiske Krig fulgte en lang fredsperiode. Danmark havde i denne periode verdens 5-6. stærkeste flåde. Det betød dog ikke, at flåden konstant var under sejl, for det ville have været alt for kostbart for statens finanser. Langt de fleste skibe lå aftaklede på Holmen. Hvis det trak op til krig, udrustede søværnets mandskab flådens skibe som på et samlebånd fra Holmens mange depoter. Systemet betød, at Danmark havde råd til at opretholde en stærk flåde, men det betød også, at landet var sårbart, hvis en fjendtlig magt truede hovedstaden.

Flådens ran

I begyndelsen af 1800-tallet kom Danmark i konflikt med verdens stærkeste sømagt Storbritannien. Briterne var irriterede over, at det neutrale Danmark tjente masser af penge på at sælge varer til Storbritanniens fjender. En britisk flåde angreb 2. april 1801 København. Det kom til et stort søslag på Københavns Red. Danskerne tabte, men slaget kom ikke afgørende til at svække den danske flåde. Briterne var dog stadig utrygge ved den trussel, den danske flåde kunne udgøre mod den meget vigtige britiske østersøhandel, så i 1807 angreb de på ny København denne gang fra landsiden. Efter et voldsomt bombardement kapitulerede København, og englænderne tog hele den danske flåde i krigsbytte - 16 danske linieskibe, 15 fregatter og korvetter og 14 mindre fartøjer. Dermed var Danmarks rolle som betydelig flådemagt udspillet.

 

En ny flåde bygges

Efter Napoleonskrigene, hvor Danmark gik bankerot og mistede Norge, måtte søværnet i gang med at opbygge en ny flåde. Ifølge flådeplanen i 1815 skulle Danmark fremover skulle have 6 linieskibe, 8 fregatter, 8 korvetter eller brigger og 80 kanonbåde. Den nye flåde var stærk nok til at blokere tyske havne i de slesvigske krige 1848-51 og 1864. Den besejrede også en preussisk-østrigsk eskadre den 9. maj 1864 ved Helgoland i søværnets foreløbigt sidste søslag.

Søminer og torpedoer

I anden halvdel af 1800-tallet skete der store teknologiske landvindinger indenfor det sømilitære område. Særligt opfindelsen af ubåde, søminer og torpedoen havde stor betydning for det danske søværn. Disse våben passede godt til de lavvandede danske farvande og betød, at det danske søværn havde et troværdigt forsvar, der kunne genere fjendtlige magter, som overvejede at invadere Danmark. I 1920’erne og 30’erne var forsvarsbudgettet dog så lille, at søværnet ikke længere udgjorde en særlig stor trussel mod eventuelle fjender. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Da samarbejdet mellem regeringen og besættelsesmagten brød sammen 29. april 1943 sænkede flåden sine skibe, for at gøre dem ubrugelige for tyskerne. Under hele krigen kastede britiske fly tusindvis af søminer i danske farvande, for at genere de tyske krigsskibe.

Artilleriskibet Niels Iuel forsøger 29. august 1943 at stikke af til Sverige, men må opgive pga. tyske luftangreb og besætningen sætter i stedet skibet på grund. Foto: Forsvaret.

Artilleriskibet Niels Iuel forsøger 29. august 1943 at stikke af til Sverige, men må opgive pga. tyske luftangreb og besætningen sætter i stedet skibet på grund. Foto: Forsvaret.

 

Den kolde krig

Efter at Danmark i 1945 var blevet befriet fra den tyske besættelsesmagt, var det mange steder livsfarligt at sejle rundt i danske farvande, fordi der flød titusinder ueksploderede søminer rundt. Søværnet gik straks i gang med minerydningen og fik fjernet de farligste miner, men opgaven med med at rydde miner fra første og anden verdenskrig er stadig i gang den dag i dag.

I 1945 skulle søværnet endnu en gang genopbygges helt fra bunden. De billige søminer var igen hjørnestenen i det danske søforsvar. Oprustningen med søværnsmateriel tog fart efter, at Danmark i 1949 kom med i NATO og fik del i den amerikanske våbenhjælp. Søværnet havde hårdt brug for nyt materiel, for Danmark havde en vigtig rolle i forsvaret af Østersøen, hvis der udbrød krig med Sovjetunionen og deres allierede. Koldkrigsflåden toppede i 1980’erne, hvor søværnet havde lynhurtige missiltorpedobåde, svært bevæbnede fregatter og korvetter, moderne ubåde og et sømineberedskab, som kunne aktiveres meget hurtigt. Truslen om en invasion fra øst bortfaldt omkring 1990, hvorefter søværnet orienterede sig mere mod internationale operationer.

Fregatter og støtteskibe

Under den kolde krig var søværnets skibe forholdsvis små. Det passede godt til sejlads i det indre danske farvande, men ikke så godt til operationer på verdenshavene. Derfor har søværnet skiftet en del af de mindre skibe ud med tre fregatter af Iver Huitfeldtklassen og to støtteskibe af Absalonklassen. De nye skibe har bevist deres værd som eskorte for amerikanske og franske hangarskibe indsat i kampen mod terrorbevægelsen ISIL og ved deres deltagelse i piratbekæmpelse ved Afrikas Horn.

Nordatlanten

Søværnet løser også en række mere civile opgaver. Nogle af de mest krævende er suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion og søredning i grønlandske og færøske farvande. Søværnet har længe haft særlige fartøjer, der er bygget til operere under de barske forhold i Nordatlanten. I øjeblikket er det fire inspektionsskibe af Thetis-klassen og tre inspektionsfartøjer af Knud Rasmussen-klassen.

Læs herunder om om Søværnets vigtigste internationale missioner.

Sidst opdateret 24. juni, 2020 - Kl. 10.10

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Facebook
  • Twitter
  • Google