Infanteristerne i Dragonregimentets Viking-kompagni er på brigadeøvelse BRASH LION. Her træner de til konventionel krig og bliver derudover certificeret til at indgå i NATO-beredskabet.

Dansk soldat på øvelse som forberedelse til at skulle stå i NRI-beredskab. Alle enheder, der skal indgå NRI-beredskabet skal først igennem en NATO-certificering. Foto: SOLDATEN

NATO Readiness Initiative blev oprettet i 2018. Initiativet er et svar på ændringerne i det sikkerhedspolitiske landskab siden 2014, særligt Ruslands aggressive adfærd og ustabiliteten i Europas sydlige nærområder.

 

Formålet med NATOs Readiness Initiative er at øge beredskabet for de eksisterende nationale styrker og er en reaktion på et mere uforudsigeligt sikkerhedsmiljø i verden. Det drejer sig ikke om, at der skabes nye styrker, men om at øge beredskabet hos de eksisterende styrker, som er til rådighed for NATOs kollektive forsvars- og kriseberedskabsoperationer

 

NRI skal være med til at styrke NATOs afskrækkelses- og forsvarsprofil. NRI betyder opstilling af 30 kampbataljoner, 30 større skibe og 30 eskadriller kampfly på maksimalt 30 dages beredskab. I alt forventes NRI at bestå af ca. 80.000 soldater i 2024, når styrken skal være klar. Tilsammen kommer NRI og NRF til at bestå af ca. 120.000 soldater.

 

USA lægger betydelig vægt på, at NATO-allierede - herunder Danmark – leverer substantielle bidrag til NRI og NRF.

Danmark og NATO

NATO er hjørnestenen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Et bredt flertal i Folketinget lægger vægt på, at Danmark påtager sig ansvar i NATO og bidrager
til NATOs styrker og beredskaber.

Tilmeldingen af danske enheder til NATOs styrker er med til at opretholde en troværdig afskrækkelse. Det er en forudsætningen for Danmarks sikkerhed og tryghed.

Sidst opdateret 19. november, 2024 - Kl. 09.35