Piloten MON

Når F-35 efter planen lander i Skrydstrup i oktober næste år har Danmark to forskellige typer kampfly. F-35 skal bo i et helt nybygget F-35 Campus, mens F-16 bliver på den gamle del af Flyvestation Skrydstrup. Foto: Sara Skytte

Af Martin Finnedal

 

5. maj 2021. Det er 40 grader varmt på Luke Air Force Base i Arizona. Danmark skal officielt tage F-35 i brug for første gang, og samtidig markeres samarbejdet om en eskadrille bestående af fly fra Nederlandene, USA og Danmark. Højtstående personer fra blandt andet producenten Lockheed Martin, embedsmænd fra Danmark og endda den lokale borgmester er inviteret til at overvære den første danske flyvning med de nye fly til knap en halv milliard kroner stykket.

 

Ved rorpinden i det danske fly, L-001, sidder den erfarne testpilot MON. Han kører igennem sikkerhedsprocedurer og starter ”kværnen”, som han selv kalder flyets motor, mens nysgerrige ansigter i den bagende hede følger enhver af hans bevægelser på få meters afstand.

 

Alt virker heldigvis, som det skal. Det sidste, han skal gøre, før han kan køre til startbanen, er at lukke våbenporten under flyet. Det lykkes ikke.

 

Piloten MON

Testpiloten MON er rejsende i fejl og mangler. Foto: Sara Skytte

”Jeg tænker bare fuck! Min første tanke er selvfølgelig, om det er mig, der har gjort noget galt. Den tanke vil man godt have ryddet op i hurtigst muligt. Det stresser da. Det gør det. Men det lykkes mig at holde stressen nede, og jeg begynder at ’troubleshoote’. Igennem min uddannelse og erfaring har jeg fået ind på rygraden, hvordan man håndterer de fejl, der opstår. Jeg tænker ved mig selv, at jeg står på jorden med 0 kilometer i timen og bare skal håndtere en dør, der ikke kan lukkes. Det er jo ikke noget, man dør af.”

 

MON fortæller sin historie på landingsbanen i Skrydstrup. Herfra kan vi se over på det igangværende byggeri af F-35 Campus, der skal rumme 21 nye fly, hvoraf de første lander i Danmark i oktober næste år.

 

Fascineret af teknik

MON har været testpilot, siden han i 2005 færdiggjorde den særlige halvandet år lange uddannelse i Californien. I dag er han Danmarks eneste aktive testpilot på jagerfly og er derfor det naturlige valg til at sidde i den varme stol på Luke Air Force Base 16 år senere.

 

”Flyvevåbnet havde besluttet, at vi skulle have én over, der på kort tid kunne indsamle informationer, som vi kunne have gavn af hjemme i Danmark. Det, man lærer som testpilot, er at få en kort manual, få flyet i luften og indsamle data på kort tid. Man får en særlig evne til at observere og vide, hvad man skal tage med hjem, og udvikler også et sprog, så man kan tale med det tekniske personel,” fortæller MON.

 

F-35 er et udviklingsprojekt, og selvfølgelig vil der være fejl. Hvis ikke, er det, fordi man ikke er ambitiøs nok eller er lukket om processen. Det er et godt fly.

Citat: MON, testpilot

 

Han har altid været fascineret af teknik. Som helt ung drømte han om at blive fotograf. Så overvejede han elektronikmekaniker og endte med at tage et år på en ingeniøruddannelse i Aalborg, der efter lidt tilfældigheder blev skiftet ud med en pilotuddannelse. Med testpilotuddannelsen fik han titlen Master of Science. En titel, han på jysk og smågrinende kommenterer med ordene: ”Dem deler de mange ud af i USA.”

 

Allerede under uddannelsen flyver en testpilot 25-30 flytyper med henblik på at presse dem til det yderste, reagere, når fejl opstår, og efterfølgende skrive rapporter med henblik på at få fejlen udbedret. MON elsker at flyve og har tænkt sig at gøre det så længe som muligt, selv om han i en alder af 51 ærligt bekendtgør, at kroppen da skranter lidt mere, end den har gjort. For en person, der har befundet sig så meget i de højere luftlag, står benene solidt på asfalten.

 

”Der står min Corvette,” siger han selvironisk og går over mod sin Citroën.

 

MON har fået meget røg for sit valg af biler, som har været en intern joke kamppiloter imellem, siden han efter endt ophold i USA kom tilbage til Fighter Wing Skrydstrup og parkerede en Berlingo.

 

”Jeg havde en muskelbil, en Chevrolet Camaro, da jeg første gang boede i USA tilbage i 1994. Og det var da fedt. Hvis vi havde amerikanske priser på biler herhjemme, tror jeg heller ikke, jeg kørte i en lille Citroën, men Danmark er det forkerte land til fede biler. Da jeg kom hjem med min familie, besøgte jeg min svoger, som solgte franske biler. Han solgte mig en Berlingo. Den kan fint rumme en barnevogn, uden at man behøver bakse med den, så det var da fantastisk. Men det var dyrt at parkere ved eskadrillen. De begyndte at kalde mig Berlingo-MON og har lavet alt muligt sjov med det. Engang jeg skulle skyde med maskinkanon på Rømø, havde de sat en Berlingo derud til mig. Der er også en Berlingo i simulatorens database. De har sat et billede af mig ind som køreren. Det kommer til at være der for evigt.”

 

Det er teknikerens fly

Samværet med kollegaerne, hvor drilske de end kan være, er vigtigt for ham. At være pilot er for MON et holdspil, hvor teknikeren er mindst lige så vigtig, som ham eller hende i cockpittet.

 

”I USA har piloten sit navn på flyet. Hos os er det omvendt. Det er teknikerens fly, for det er ham eller hende, der vedligeholder det. Når vi afleverer det efter endt flyvning, siger vi ’tak for lån’. Hvis der opstår fejl, er vi nødt til at være åbne, så de kan udbedres og ikke sker igen. Man hører meget om nulfejlskultur, men det er ikke noget, vi bilder os ind, vi kan opnå. Tværtimod bryster vi os af, at vi accepterer fejl,” siger den erfarne pilot.

 

Hvis man synes, teknikken bag flyet er røvkedelig, så skal man i hvert fald ikke være testpilot. Til gengæld, hvis man er vild med at flyve, er det en rigtig god position at sidde i, fordi man ofte skal inddrages i udviklingsprojekter og afprøvninger af teknologiske forbedringer.

Citat: Mon, testpilot

 

På Luke Air Force Base viser det sig efter en times tid, at der er en fejl på flyet, der stort set lige er rullet ud fra fabrikken. Det bliver besluttet, at MON skal skifte til det andet af de to fly, Danmark på det tidspunkt havde fået leveret: L-002. Det er ikke en helt lille manøvre. Man drejer ikke bare nøglen. Bare det at slukke motoren i en F-35 tager fem-ti minutter. MON får lukket ned, bliver spændt ud af sit sæde og spændt ind i L-002. Han ved, at forventningen er, at flyvningen må og skal gennemføres den dag, og det lægger et vist pres. Efter at der også er lidt småproblemer med L-002 lykkes det at komme i luften, hvor MON flyver i formation med både nederlandske og amerikanske F-35’ere. Halvanden time efter start står han igen på jorden og bliver hyldet som dagens mand i skysovs.

 

”Man føler sig ydmyg i den situation. Der er folk, der har arbejdet på det her projekt i 15-20 år, og her sidder jeg og skal være den, der er i fokus. Det er en milepæl for de mange ingeniører og teknikere, der har en kæmpeaktie i det her program, så det er jo træls, hvis der er for mange fejl. Derfor var det så vigtigt at få flyet i luften den dag,” fortæller han.

 

Flere fejl på F-16

Lige præcis fejl på F-35 har været ivrigt diskuteret. MON har selv kunnet følge med i pressens historier om, at F-35 nærmest slet ikke kunne flyve. Og i hvert fald slet ikke nærkamp, såkaldt dogfight, som blandt andet kan være aktuelt i forbindelse med afvisningsmissioner.

 

”Man kan da godt som pilot blive bekymret, når man hører den slags historier. Men jo mere indsigt, jeg har fået i programmet, desto mere er jeg helt ærligt overbevist om, at det er det rigtige fly på det helt rigtige tidspunkt. Ja, der er efter sigende en liste med omkring 1.000 fejl, men for det meste er de forholdsvis ubetydelige og lavt prioriteret i forhold til fejlretning. Hvis du sammenligner med F-16, som vi har haft i over 40 år, er listen over fejl langt større. Det er bare fejl, man ikke har prioriteret, fordi man har besluttet, at noget andet er vigtigere. Det er ikke, fordi der ikke er udfordringer med F-35. Det er der. Der er ting, der skal blive bedre. F-35 er et udviklingsprojekt, og selvfølgelig vil der være fejl. Hvis ikke, er det, fordi man ikke er ambitiøs nok eller er lukket om processen. Det er et godt fly. Jeg kan ikke se, at der er de helt store problemer med det.”

 

Indtil videre er der da også produceret over 800 fly, og for eksempel englænderne har på trods af, at de er dybt involveret i deres europæiske kampfly-program, Eurofighter, desuden anskaffet F-35. Britiske, italienske og amerikanske F-35-fly har ligesom F-16-fly deltaget i NATO Baltic Air Policing og dermed støttet landene i Baltikum med overvågning af luftrummet.  

 

På spørgsmålet om F-35 i forhold til manøvredygtighed kan måle sig med F-16, der blandt andet kan trække helt op til 9G, er svaret ifølge MON, at det kan den godt. Den flyver bare på en anden måde.

 

”F-35 kan ligesom F-16 trække 9G. Den mister bare hurtigere energi og fart og kan ikke fastholde trækket i lige så lang tid. Til gengæld kan den på grund af unikke aerodynamiske egenskaber manøvreres ved meget lavere hastighed end F-16. Det betyder, at du i F-35 for at komme i angrebsposition kan ’vende på en tallerken’ og ikke behøver så stor en venderadius, som F-16 kræver. Så jo, F-35 kan godt flyve afvisningsberedskab og luftkamp. Men der skal være gået noget virkelig galt, hvis man kommer i den situation, som man ser i filmene, altså at man skal nedkæmpe et andet fly på kort afstand. F-35’s styrke er, at det kan opdage og stoppe en fjende på virkelig lang afstand. Det er slet ikke at sammenligne med F-16,” siger MON.

 

Et mere komplet fly

F-35 er sammen med F-22 verdens mest avancerede kampfly. Det er et såkaldt 5. generation-jagerfly, hvilket kort fortalt betyder, at det er stealth (svært at opdage på radar), har intern våbenlast, har en avanceret og fusioneret sensorpakke og ikke mindst har en hidtil uset evne til at udnytte data og netværk. Blandt andet viderefordeler flyet selv en række informationer til relevante modtagere. Det giver piloten mulighed for at prioritere, hvilke oplysninger han eller hun skal give særlig opmærksomhed og sende direkte til tropper på jorden eller skibe på havet.

 

”Det, der gør F-35 unik, er den måde, det filtrerer og prioriterer de mange oplysninger, det indsamler. Det tygger maden for piloten og præsenterer i princippet kun det, der er vigtigt i forhold til at have det taktiske overblik. Så kan man sidde på god, lang afstand – meget længere end i F-16 – og bruge tid på at opretholde det taktiske overblik og fordele ens mange informationer til for eksempel din wingman i F-35, en F-16 eller styrker på jorden. Det gør lidt ondt i pilotstoltheden at indrømme, men man er mere en systemoperatør end en kamppilot. Du skal stadig kunne udføre dogfight som i en F-16 i tilfælde af, at en fjende er kommet for tæt på, men du skal kunne alt det andet også.”

 

Også hvad angår udførelse af operationer, er F-35 et væsentligt anderledes fly end F-16, fortæller MON.

 

”Det er et mere komplet fly, der ikke behøver støtte fra fly, der er gode til at jamme, fly, der er gode til at indhente informationer, fly, der er er gode til kaste bomber, og fly, der er gode til at skyde missiler. F-35 kan lave alt det selv, og ofte vil det være en fordel, at man gennemfører missionen udelukkende med 5. generationsfly, som er svære at se på radar. Man kan godt forvente, at man derfor skal tage flere selvstændige beslutninger, blandt andet fordi man ikke er afhængig af en, der er udpeget til at være overordnet ansvarlig for en mission med mange forskellige flytyper. I andre typer missioner kan man godt blande F-35 og F-16, som jo er lettere at se på radarer. Så kan man udnytte, at F-35 har det store taktiske overblik og kan detektere de trusler, der er derude, og bruge en F-16 til at angribe de trusler.”

 

Piloten MON

MON tog kørekort til bil i USA under uddannelsen til jagerpilot. Han var i stand til at flyve kampfly, før han måtte føre motorkøretøj. Foto: Sara Skytte. 

Nysgerrige kollegaer

Netop fordi Flyvevåbnet med F-35 går om bord i ukendt territorie, er MON blevet vidensperson for de mange piloter, der skal på kortere eller længere kurser i USA. I kantinen i Skrydstrup møder han kollegaen BRI, der skal undervise i simulator og derfor er tildelt tre flyveture i F-35. Over rugbrødsmadder taler de om, hvordan man sidder i flyet (mindre tilbagelænet), hvordan undervisningen foregår (forholdsvis afslappet), og hvor meget man skal læse (ikke hele manualen).

 

”De er da nysgerrige. De lidt ældre – altså dem på min alder – vil gerne vide, hvordan tonen er på basen. Det er lang tid siden, de har været på skolebænken, og nu skal de pludselig evalueres igen. Måske af langt yngre piloter. Det kan man godt være lidt usikker på. De lidt yngre er meget interesserede i flyets performance – hvad det kan, og hvordan det flyver. Men ja, der kommer en del spørgsmål. De booker mig til møder, og så fortæller jeg alt, hvad jeg kan huske. For eksempel at man skal læse den og den PowerPoint snarere end manualen på 4.000 sider. Man kan godt blive blæst bagover, når man ser det fulde pensum. Man kan ikke nå at forberede sig på hele kurset, så jeg hjælper med at prioritere.”

 

Når det handler om at videregive sine erfaringer, fortæller MON gerne meget og længe. At være testpilot, forklarer han, handler da også mindre om at have et særligt talent eller anlæg for at flyve og mere om at have en teknisk forståelse og lyst til at arbejde med projekter, lave testplaner og skrive rapporter. Lange rapporter.

 

”Hvis man synes, teknikken bag flyet er røvkedelig, så skal man i hvert fald ikke være testpilot. Til gengæld, hvis man er vild med at flyve, er det en rigtig god position at sidde i, fordi man ofte skal inddrages i udviklingsprojekter og afprøvninger af teknologiske forbedringer,” fortæller MON.

 

Den forandrede pilotrolle fra F-16 til F-35 er ikke noget, der får MON til at længes efter ”de gode gamle dage” og identiteten som kamppilot. Han tror heller ikke, det er noget, der vil skræmme fremtidens piloter væk.

 

”Det kommer måske til at lyde kedeligt, at man skal være systemoperatør på lange afstande. Det tror jeg overhovedet ikke, det bliver. Det er bare en anden måde at flyve på. Det, der driver mig, er at flyve det ypperste, der overhovedet findes på markedet i dag. Vi har set frem til det her i mange år og synes, at jo mere vi kommer ind i det her program, desto mere forstår vi de muligheder, vi har i det her fly.”Billedtekst: MON tog kørekort til bil i USA under uddannelsen til jagerpilot. Han var i stand til at flyve kampfly, før han måtte føre motorkøretøj.

Det danske F-35 program

Danmark besluttede i 1997 at deltage i JSF-udviklingssamarbejdet for at sikre tidlig involvering af dansk industri i projektet.

 

I de efterfølgende år bidrog Danmark med ekspertise til udviklin­gen af det, vi nu kender som F-35 kampflyet.

I 2007 underskriver forsvarsministeren JSF-samarbejdsaftalen.

 

Som en del heraf stillede Danmark fra 2008- 2016 et F-16 med støt­tepersonel til rådighed i forbindelse med F-35 testaktiviteter på Ed­wards Air Force Base i USA.

I perioden fra 2013 til 2016 gennemførte Dan­mark en typevalgsproces, hvor Forsvarsministeriet evalu­erede de tre deltagende kampfly-kandidater: F-35A, F/A- 18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon. På baggrund af evalueringen beslut­tede et flertal i Folketinget at anskaffe 27 F-35A til erstatning for F-16.

Selve indkøbet af F-35-flyene blev d. 14 decem­ber 2017 opgjort til i alt 16,37 mia. kr. til anskaf­felse af 27 F-35A.

I 2020 produceres de første danske F-35 fly på Lockheed Martins fabrik i Texas, USA.

Den 7. april 2021 modtog Danmark det første F-35 fly ved en Roll Out ceremoni i USA.

I 2022 vil en stor del af piloter, flymekanikere og teknikere omskoles fra F-16 til F-35.

I efteråret 2023 ind­vies F-35 Campus og de første danske F-35 fly ankommer til Danmark.

I 2025 overtager F-35 afvisningsberedskabet. Seks af de 27 fly bliver i USA med henblik på uddannelse af danske piloter, flymekanikere og teknikere.

I 2027 vil F-35 kapaciteten være fuldt operativ og kunne deltage i internationale missioner samt håndhæve Danmarks suverænitet.

Sidst opdateret 11. november, 2022 - Kl. 12.36