Sprængfarlige timer

Tekst og fotos af Tim Søgaard, Forsvarskommandoen

 

Det er en klar sommermorgen, og solen står allerede højt på himlen på Skive Kaserne. Man kan fornemme asfalten bage, når man hiver den tørre luft ind gennem næsen. I det fjerne kan man høre et pansret bæltekøretøj, men ellers er det kun fuglekvidder, der bryder tavsheden.

 

Ammunitionsrydningstjenesten står der skrevet med store bogstaver henover gavlen på et rødt murstensbyggeri med grønne garageporte. Én af dem står åben, og et udrykningskøretøj titter frem fra mørket. EOD (Explosive Ordnance Disposal) står der på kølerhjelmen af den lange, hvide lastvogn, og
inde fra garagen kan man høre en flok mennesker, der står og snakker.

 

Vi skal være heldig hver gang. Terroristen skal kun være heldig én gang.

 

Det er ammunitionsrydderne premierløjtnant Ricky og overkonstabel af 1. grad Mike, der står med armene over kors og vender verdenssituationen med deres kollegaer. De har indvilget i at vise os, hvordan en dag som ammunitionsrydder kan se ud.

 

”Det er altafgørende, at vi kan rykke ud så hurtigt som muligt – i værste tilfælde kan der være tale om terror,« siger Ricky.

 

Når han ikke er på vagt, er han ofte på enten 1-times eller 3-timers tilkald. Så går det ikke eksempelvis at være alene hjemme med små børn. Det er afgørende, at man kan smide alt, man har i hænderne, hvis opkaldet kommer.

 

”Min kæreste kan mærke det meget tydeligt, når jeg bliver kaldt ind. Det ene øjeblik er du familiemenneske – det næste er du i beredskab. Det er ligesom at tænde for en kontakt,« siger Ricky.

 

”Førhen spøgte man med, at EOD stod for noget i retning af ’Everyone Divorced,’ men det hører vi heldigvis ikke så ofte længere,” siger han med et skævt smil.

 

Mike er den, der står for at styre enhedens to robotter Teodor og Telemax. Han står også for at køre udrykningskøretøjet. 

 

Kl. 11.06

Ricky og Mike er et makkerpar. Når ammunitionsrydningstjenesten rykker ud, er det som regel i teams af to. Ricky er etter, og Mike er toer. Det betyder, at Ricky er den, der står for at koordinere indsatsen med politiet før, under og efter en hændelse. Det er også ham, der trækker i den mange kilo
tunge bombedragt, hvis der er behov for det. Mike kører lastbilen, og så er han den, der styrer de famøse robotter, som enheden har til rådighed.

 

I hvert køretøj finder man to robotter, der begge ligner noget fra Pixar-filmen »WALL-E«. Det er små bæltekøretøjer udstyret med en bevægelig arm, et kamera og en række våben.

Den store robot er bedst kendt under navnet Rullemarie, men faktisk hedder den Teodor. Den lille hedder Telemax, og det er den nyeste og mest avancerede af de to. Den kan blandt andet bevæge sin arm mere glidende, og så er den udstyret med fire bælter i stedet for to. Det gør den til en bedre og mere fleksibel klatrer.

 

Teodor og Telemax er helt vitale for ammunitionsryddernes opgaveløsning, fordi de muliggør undersøgelse og destruktion af eventuel farlig ammunition fra en sikker distance. 

 

Man kan tydeligt mærke begejstringen, da Mike kører de to robotter ud på gulvet for at vise, hvad de kan. Mens han står og fortæller om sine to guldklumper, kan man pludselig høre Ricky råbe inde fra kontoret.

 

”Mike!”

 

”Ja ... bliver der råbt efter mig?”

 

”Ja. Vi skal til Thisted.”

 

Politiet har ringet. Der er fundet nogle ammunitionsgenstande, som de gerne vil have hjemtaget. Det er ikke umiddelbart en trussel eller en direkte farlig situation, så de to ammunitionsryddere tager den med ro. Mike ruller de to robotter ind igen, og så skifter makkerparret fra militæruniform til en mere neutral sort mundering.

 

”Det gør vi, fordi vi på den måde falder bedre i med mængden,” siger Ricky, der refererer til politifolkene, som de oftest samarbejder med.

 

Selv om Ammunitionsrydningstjenesten er en militær enhed og hører under Hæren, er det faktisk politiet, der stiller opgaver til dem.

 

Noget gammel ammunition var blevet fundet på en gård i Thy. Ricky og Mike afhentede ammunitionen, der viste sig at være en udbrændt røggranat.

 

Kl. 11.20

Denne gang går turen til det naturskønne Nordvestjylland, hvor et ældre ægtepar har været i gang med at rive et gammelt hus ned og i den forbindelse har fundet noget gammel ammunition.

Efter en lille times tid på landevejen parkerer Mike lastbilen ved en lille gård i Nordthy. Her står en slank, ældre herre i sin ternede skjorte sammen med sin hustru, der er klædt i hvidt. Hun har plantet hænderne på hofterne og kigger interesseret, mens Ricky forklarer, hvad der skal ske.

 

”Den ligger derovre,” siger manden og peger hen mod soklen.

 

Det er et rustent, cylindrisk objekt med en tap, der møder Ricky. Han kigger vurderende på dimsen, løfter den og kan hurtigt konstatere, at der nok er tale om en udbrændt røggranat.

 

Hjemtagning af gammel ammunition er en typisk opgave for ammunitionsrydderne. Hvis de vurderer, at ammunitionen kan være farlig, destruerer de den tæt på findestedet. Ellers hjemtager de den til opbevaring. 

 

Den bliver placeret på en rulle gaffatape foran en plade med et røntgenapparat pegende imod den.

 

”Der røntges!” råber Ricky og trykker på udløseren.

 

Ved hjælp af røntgenfotoet kan Ricky og Mike afgøre, at formodningen om, at røggranaten var udbrændt, holdt stik.

 

Så pakker de granat, grej og resten af gøgemøget sammen, inden de siger farvel til det ældre ægtepar. 

”Kan man vende her?” spørger Mike.

 

 ”Det ved jeg ikke, det er din afdeling,” svarer Ricky.

 

”Nå nå,” siger Mike og tænder lastbilen.

 

Garagebygningen er ammunitionsryddernes hjem, når de er på vagt. Her er alt lige fra kontorer, lager, frokoststue og et lille værksted. 

 

Kl. 14.17

Da de to ammunitionsryddere kommer tilbage til garagen, lægger de røggranaten på lageret. Ricky sætter sig på kontoret, og Mike vasker forruden på køretøjet af med en klud og sætter sig derefter i
frokoststuen.

 

Her lugter af daggammel kaffe og vaskemiddel. På bordet står en pakke desinfektionsservietter, og ved siden af ligger en pose æbler.

 

”Du tager bare, hvis du er sulten,” siger Mike.

 

I baggrunden forsøger TV 2 News at overdøve køleskabets endeløse jamren. Mike ænser ikke den støjende symfoni af elektroniske apparater. Her har han siddet mange timer gennem årene, og så vænner man sig nok til det. Ved siden af køleskabet står et par sorte læderlænestole med en tilhørende fodskammel.

 

Når man er på vagt, er det vigtigt at slappe af en gang imellem. Du ved aldrig, hvornår telefonen ringer, men når den gør, skal du være frisk – ikke udkørt, fordi du har arbejdet hele dagen.

 

”Vi skal være heldige hver gang. Terroristen skal kun være heldig én gang,” lyder mantraet fra Ricky.

På sofabordet mellem de to lænestole står en gammel ammunitionskasse med forskellige skriveredskaber og ovenover hænger en plakat med ordene.

 

LIVSFARE | Rør ikke Landminer – underret Politiet!

 

På den modsatte væg hænger der et danmarkskort fra krigens tid. Det fortæller ganske præcist, hvor tyskernes minefelter lå. Hvis nogen ringer ind om en funden landmine, kan kortet være behjælpeligt, siger
Mike.

 

Hjemtagning eller destruering af gammel ammunition fra krigens tid er en typisk opgave for ammunitionsrydderne, men 90 procent af træningen tager udgangspunkt i nogle af de værst tænkelige scenarier.

 

”Du træner til det værste, fordi det giver dig den rutine, du også behøver til de lettere opgaver,” siger Ricky, der har bevæget sig ind i frokoststuen for at runde dagen af med sin makker.